Michael White: Kort over narrative landskaber

“Vores identitet er ikke andet end skrøbelige narrativer der kan eroderes, men også omformes og styrkes”. Således skriver Allan Holmgreen i sin fine indledning til Michael Whites Kort over narrative landskaber, og i sin essens er bogen et teoretisk, praktisk og reflekterende bud på, hvordan narrativer kan omformes og styrkes for at give mennesker et bedre liv

Grundlæggende for den narrative terapi – dens teori og praksis – er en forståelse af menneskets identitet som bestående af fortællinger: Vores identitet er sammensat af de historier, vi fortæller om os selv, vores liv, vores forhold til andre mennesker og vores forhold til os selv. Det centrale er, at disse historier altid gennemtrukket af bestemte temaer – af tabet, af fiaskoen, af inkompetence, af håbløshed, af mangel på mening, af magtesløshed eller omvendt af nærvær og kærlighed, af succesen, af kompetence, af håb og mening. Disse temaer angiver hvordan vi har det med os selv og andre – og forandringen af hvordan vi har det, handler om hvordan vi omgås med vores historier.

Narrativ terapi
I terapeutisk sammenhæng har opfattelsen af menneskets identitet omfattende implikationer for, hvordan terapien foregår. Og narrativ terapi vender sig direkte mod den opfattelse af menneskets identitet, som har været – og stadig er – dominerende ikke blot i mere traditionel terapi, men i den vestlige kultur. En opfattelse, hvor mennesket bliver delt i en væren og en kunnen, en indre kerne og en overflade, et indre og et ydre.

Den narrative terapi ser i stedet mennesket som en “livsforening”, som White et sted formulerer det. Altså en forening af historier om vores liv, en forening af de skikkelser og personer fra ens fortid, nutid og fremtid, hvis stemmer har betydning for menneskets identitet. White taler om, at mennesket har en “flerstemmig identitet” – en identitet af flere stemmer eller flere historier, hvor menneskets intentionelle forståelse, forståelse af værdier i livet, erkendelse, læring og viden i relation til andre mennesker konstituerer identiteten.

For den terapeutiske praksis implicerer det, at frem for – som traditionel terapi gør – at søge ind efter det indre, kernen, at finde mennesket i mennesket, for at arbejde med mennesket der, søger den narrative terapi at bearbejde de historier mennesket fortæller om sig selv.

Narrative metoder
White præsenterer i sin bog en række af de metoder, han har udviklet gennem et langt liv som terapeut – i en dialog mellem mennesker, han har givet terapi, og teoretiske inspirationskilder. Det er disse metoder, White kalder kort, og der er i alt 6 kort: Eksternalisering, genforfatterende samtaler, genmedlemsgørende samtaler, definerende ceremonier, samtaler der fokuserer på unikke hændelser og stiladserende samtaler.

Alle kort har til formål, at det menneske, der er i terapi, som allerførste skridt lærer, at det problem, det har – vrede, sorg, meningsløshed – ikke er en del af dets indre, ikke er en del af dets essens som menneske. For når vi kan adskille vores problem fra os selv, kan vi forholde os intentionelt, handlingsrettet til problemet – som fx med eksternalisering, hvor vrede gives et navn og diskuteres som et “fænomen”, som betyder, at forholdet til mennesker bliver ødelagt, at man bliver trist inde i osv.

For når problemer ikke er en del af mennesket, kan vi forholde os til det – og pludselig kan vi måske begynde at se problemet på en anden måde, måske kan vi pludselig begynde at få øje på handlinger og hændelser, hvor vi ikke handlede, som vi plejer, fx ikke lod vrede bestemme og løbe af med os … pludselig kan vi begynde at omforme vores historier og styrke historier, hvor vi overvinder problemet. Vi kan begynde at skabe nye temaer i vores liv.

Narrative landskaber
Der kan helt sikkert være nogle som betvivler, at mennesket i den grad er i stand til at ændre deres liv og livssyn bare ved at fortælle en anden historie om sig selv. Og White siger heller ikke, at sagen er klaret på fem minutter – flere mennesker skal gennem længerevarende terapiforløb og ikke alle lidelser kan helbredes.

Omvendt er det værd at sætte sig ned og tænke over i hvor høj grad ens egen fortælling er med til at skabe billedet af en – både for andres og ens eget blik: Hvordan kan et mennesket, der siger “Jeg er jo bare en lille grå mus” kunne blive andet for andres og eget blik – med mindre mennesket ændrer fortællingen om sig selv.

Og det glade budskab er: du kan ændrer din fortælling om dig selv – det kan du ikke, hvis du tror, at du essentielt set er på en bestemt måde.

Kulturpolitik og positive visioner
I Kort over narrativer landskaber ligger der et kulturpolitisk budskab – en kritisk af den kultur, den praksis, der støtter op omkring den “enstemmige” identitetsopfattelse, altså den identitetsopfattelse, som bygger på at mennesket skal have et autentisk, autonomt selv, en indre kerne, hvilket oftest bygger på normer omkring selvbeherskelse, selvgyldighed, selvrealisering og selvmotivation. For White er denne opfattelse med til at skabe alle de problemer, der sender folk til terapeuter. Blot for at få holdningen bekræftet hos terapeuterne.

Personligt har jeg svært ved ikke bare at anbefale denne bog, enstemmigt og entydigt. Jeg ser dens kulturpolitiske ærinde, jeg ser dens forståelses af menneskets identitet, jeg ser dens metoder til at arbejde, bearbejde, omforme og styrke nye fortællinger hos mennesker – jeg ser alle visionerne i denne bog som et fantastisk åbnning af menneskets muligheder, dets potentialer, dets befrielse.

Samtidig er bogen skrevet let (i hvert fald så let som emnets tyngde tillader) og den har en fin vekselvirkning mellem teori, refleksioner og praksiseksempler. Jeg bliver naturligvis irriteret over, at den med nøglebegreber ikke har valgt en konsistent fremstilling – fx “livsforeninger” og “flerstemmig identitet”, der begge gælder sammen forhold – men vil du vide noget om narrativ terapi – i teori og praksis – er bogen fremragende — og jo, jeg er helt på parallelkurs med grundopfattelse af mennesket i den narrative terapi.

Læs Kort over narrative landskaber og bliv klogere.

Michael White: Kort over narrative landskaber, 2008, Hans Reitzels Forlag, København

Arkiveret under:Ledelse & psykologi, Anmeldelse af Michael White: Kort over narrative landskaber, Michael White: Kort over narrative landskaber - anmeldelse af Jan Lundquist

Geir Thompson: Situasjonsbestemt ledelse

Situationsbestemt ledelse er for mig et nøglebegreb i den daglige ledelse, og derfor glædede jeg mig meget til at læse en længere bog om emnet

Thompson lægger ud med at beskrive hvad situationsbestemt ledelse er og viser derefter hvorledes situationsbestemt ledelse kan anvendes i forhold til teamudvikling, som konflikthåndtering-, medarbejdersamtale- og lederudviklingsværktøj. Og uanset hvilket område, Thompson beskriver, er hans hovedbudskab, at en leder bør være fleksibel i samspil med andre mennesker, og at lederen skal tage udgangspunkt i den situation, lederen til enhver tid står overfor. Dette skyldes, at denne fleksibilitet og evne til at diagnosticere (forstå medarbejderen, gruppen, situationen) giver det bedste udgangspunkt for ledelse – altså at opnå resultater gennem andre mennesker.

Situationsbestemt ledelse
Situationsbestemt ledelse handler grundlæggende om at kunne diagnosticere en medarbejders motivation og kompetence – eller en gruppes – og der gives typisk fire kombinationer: høj motivation, lav kompetence; lav motivation, lav kompetence; lav motivation; høj kompetence; og høj motivation, høj kompetence. Alt efter kombinationen skal lederen være styrende og/eller støttende samt vurdere medarbejderens indflydelse; Thompson taler om instruerende, sælgende/overtalende, deltagende og delegerende lederstil som modsvarer de fire kombinationer.

Et gennemgående ved Thompsons fremstilling er desuden, at han understreger, at lederen skal fastsætte mål, skal holde sig a jour med udviklingen i arbejdsudførslen, evaluere resultatet, giver tilbagemeldinger til medarbejderen samt at lederen skal være fleksibel og en dygtig diagnostiker, som kan vurdere medarbejderens motivation og kompetence.

For så vidt kan man ikke sætte en finger på Thompsons fremstilling. Den er fin, den er klar, og den er logisk i sin opbygning. Samtidig er sproget befriende let og ligefremt. Men der er intet nyt – det er en komplet standardfremstilling.

Situationsbestemt ledelse – udvidet
Thompson præsenterer også situationsbestemt ledelse i forhold til teams og som konflikthåndtering-,
medarbejdersamtale- og lederudviklingsværktøj. Og de tre første områder viser nogle svagheder ved teorien – i hvert fald i Thompsons fremstilling.

Det lykkedes ikke for Thompson at vise, at situationsbestemt ledelse er det bedste værktøj i forhold til at diagnosticere grupper og sikre deres udvikling – Thompson synes også selv lidt på halvkritisk halvdistance af teorien på dette område – og i forbindelse med konflikthåndtering er der kun fleksibiliteten og den diagnostiske evne tilbage (men det er altså ikke nok til at adskille situationsbestemt ledelse fra andre teorier), mens der i medarbejdersamtalen primært er diskussionen af mål og kompetencer tilbage ( -igen ikke noget, der adskiller situationsbestemt ledelse fra andre teorier).

Lidt mere interessant bliver situationsbestemt ledelse, når det vendes og bruges til at spejle lederen: hvilke typiske adfærdsmåder har du som leder? Er du altid meget instruerende, overtalende/sælgende, deltagende eller delegerende – for alt efter din lederadfærd kan du have lettere ved at håndtere bestemte typer medarbejdere og være bedre eller dårligere til at se, hvilken medarbejder, der kan løse en opgave bedste, og hvordan medarbejderne kan udvikles.

For lidt situationsbestemt ledelse
Der hvor bogen taber i værdi for mig er, at den aldrig eksemplificere og næmerst aldrig diskuterer og
problematisere teorien. Og når det sker hos Thompson prøver han ofte at lappe på teorien ved at tale om grader af at være støttende og styrende. Men det er ikke tilstrækkeligt.

Dels fordi der i høj grad er vidt forskellige motivationsstrukturer – det der motiverer den ene, tænder den anden fuldstændig af – ligesom kompetenceudvikling ikke lader sig sætte på en formel, den kan fx skulle foregå i vidt forskellige tempi.

Dels fordi en medarbejders motivation og ønsker om kompetenceudvikling er dybt påvirket af medarbejderens arbejdsmæssige personlige, sociale og faglige situation, altså et højkomplekst felt af personrelationer, traditioner, værdier osv. osv., såvel som medarbejderens private situation, familiært, evt. sygdom, psykiske habitus, drømme om fremtiden osv.osv.

Desuden kommer Thompson kun til allersidst med et par cases som oplæg til en gruppediskussion, hvor der antydes nogle konkrete problemstillinger – og dette sætter hele bogens manglende konkrete refleksionsniveau i relief.

Pointen er ikke, at det er en dårlig bog; den kunne bare have været meget mere interessant – og jeg er stadigvæk ligeså overbevist om, at situationsbestemt ledelse er et vigtigt ledelsesmæssigt værktøj som før jeg læste bogen; men jeg ville meget gerne have været blevet meget klogere end før… og det er jeg desværre ikke.

Geir Thompson: Situasjonsbestemt ledelse, 2007, Gyldendal Norsk Forlag, Olso

Arkiveret under:Ledelse & psykologi, Anmeldelse af Geir Thompson: Situasjonsbestemt ledelse

Jon Smith: I seng med Google

I seng med Google. Bliv bedre til søgeoptimering er en bog som nok skal sælge, fordi alle gerne vil blive bedre til SEO, så ens website kan komme op i toppen af søgeresultatet på Google – men I seng med Google. Bliv bedre til søgeoptimering ligger ikke i toppen

God ideer til at komme i toppen
Da jeg bladrede I seng med google. Bliv bedre til søgeoptimering igennem efter endt læsning og kiggede på mine understregninger og post-it, kunne jeg konstatere, at der er gode ideer i bogen.

Smith får gentagne gange understreget vigtigheden af at arbejde med nøgleord (det er der intet nyt i), og det han gør særligt godt er henvisninger til sites, hvor man kan tjekke op på nøgleordskvaliteten. Desværre er nogle af de henvisninger, fx www.wordtracker.com og ww.nichebot.com ikke længere gratis, som bogen hævder (det er ikke bogens skyld); men et websted som www.marketleap.com fungerer stadig – og er interessant, fordi det giver et umiddelbart indblik i link popularitet og verificering af nøgleord. Og som Smith påpeger: husk også at tjekke dine konkurrenters placering.

Smith får også argumenteret godt for sallit-websteder, hvor urlen er tilpasset nøgleordene, og for at lave “kopier” af sin egen butik, gøre sig selv til sin egen konkurrent.

Der er også et par ekstra ting, som jeg ikke vidste, fx opdateringen i WHOIS og registrering på dmoz.org – begge dele fordelagtige SEO-aktiviteter, der ikke kræver det store.

Og så kan jeg godt lide Smiths utilslørede antydning af, at det nok ikke er dårligt for ens pagerank, hvis man involverer sig med Google – fx Google Analytics, Google Adwords og Google Adsense.

Bogen indeholder naturligvis også alt, der pt. er standard for god SEO: vigtigheden af titel-tagget, metadata, alt-tekster, god kode (dvs. logisk og uden sløret indhold), husk registrering i alle søgemaskiner og ikke kun Google, vigtigheden af indgående links fra websider med høj pagerank og samme interesse som dit sted, teksterne med h-tags og gentagelse af nøgleordet, webstatistikkens betydning, sitemap samt unikt indhold og konstant nyt indhold, fx via fora mv.

I seng med Google er ikke i toppen
Da jeg bladrede I seng med google. Bliv bedre til søgeoptimering igennem efter endt læsning og kiggede på mine understregninger og post-it, kunne jeg konstatere, at der er gode ideer i bogen. Men ikke rigtig nok ideer til, at jeg kunne blive rigtig imponeret. Eller gode nok ideer.

Hertil kommer to områder, som gør, at jeg ikke rigtig kan anbefale bogen.

Det ene område er formidlingsniveauet. Der er kækt reklamesprog over hele linjen, ikke mindst afsnitsoverskrifterne, der minder som slagsslogans og oneliners, og for mig giver det et vist knæk på seriøsiteten. Særligt fordi bogen er opbygget af 52 små afsnit som springer rundt i de forskellige emner på en måde som gør, at jeg aldrig føler, at jeg kommer i dybden med nogen af emnerne – overhovedet. Altså – formidlingsniveauet bliver for overfladisk.

Det andet område er “indpakningen” – som i høj grad også påvirker formidlingen. Bogen er fyldt med billeder. Reklameagtige billeder. De er som oftest forbundet med tekstens indhold – i et afsnit med titlen “Afslappede surfere” er et billede af en ung, flot mand, der står på et surfboard i en bølge. Men som dette eksempel skal illustrere: billederne beriger ikke teksten bedste fald er de ligegyldigt fyld, i værste fald underminerer de bogens seriøsitet, fx er afsnittet “Yahoo! og branchespecifikke indeks – Promiskuøsitet belønnes” illustreret med et billede af en kvinde – uden ansigt – med fremskudte bryster, bar mave, kort nederdel, lange støvler ved siden af en åben bil… det er til dumpekarakter, også for Gyldendal Business, der har udgivet bogen.

Så I seng med google. Bliv bedre til søgeoptimering er nu læst og vil ikke blive læst igen.

Jon Smith: I seng med Google. Bliv bedre til søgeoptimering, 2009, Gyldendal Business, København

Arkiveret under:Web & kommunikation, Anmelde af Jon Smith: I seng med Google. Bliv bedre til søgeoptimering

Ben Furman: Børn kan

Børn kan er en interessant bog. Jeg læste den, fordi Furman er anerkendt inden for den løsningsorienterede psykologi – et område jeg er optaget af rent ledelsesmæssigt – og fordi jeg er far. Ikke til et problembarn, men til en barn med de problemer, børn nu har

Børn kan har undertitlen Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer, og bogen er som helhed en forklaring af denne metode. Den er ikke direkte henvendt til forældre, nærmest mere fagprofessionelle – lærer, pædagoger, børnepsykologer mv. – selvom forældre også med lethed kan læse den, for bogen er skrevet i et enkelt, ligefremt sprog og tankerne er belyst gennem et utal af eksempler. Og forældre kan også blive beriget i deres tilgang til deres børns problemer – store som små. Jeg følte mig i hvert fald beriget.

Hvad er Jeg kan-metoden?
Grundlæggende bygger jeg kan-metoden på “den opfattelse, at børn egentlig ikke har problemer, blot færdigheder, de endnu ikke har lært sig” – og som det vigtigste, synes jeg, – med jeg kan-metoden bevæger vi “os væk fra opfattelsen af, at noget er et problem, og i stedet bliver [vi] bevidste om den færdighed, der kræves, for at det kan overvindes”.

Pointen som Furman fremhæver igen og igen – helt berettiget – er, at det er mere opbyggende for både barnet og alle i dets omgivelser (venner, skolekammerater, lærer, pædagoger, forældre) at tale om, at barnet skal lære noget nyt, fx at sidde stille, i stedet for at barnet har et problem, fx at det larmer og skal holde op med det. Det er den opbyggelige læringsproces frem for den nedbrydende kritik som er fokus. Det er godt!

Og resten af metoden er bygget op omkring at få god støtte til denne – jo, til tider svære – læringsproces: der skal skabes motivation, navngives, udpeges hjælpere og superhjælpere, der skal skabes selvtillid og der skal planlægges fest, for når det lykkes, skal det fejres. Og så er det godt at involvere andre, at træne og ikke mindst få mulighed for at lære færdigheden videre. Der er mange gode betragtninger undervejs, ideer og inspiration – uanset om det er måltidet eller raserianfald, der eksemplificeres med.

Hvad kan jeg ikke?
Betragtet som løsningsorienterede psykologi er Børn kan en gennemarbejdet og overbevisende bog. Men den lider under samme skavank, som al andet løsningsorienteret psykologi og fx også LØFT i ledelsesmæssig sammenhæng. Der er problemer, som ikke kan løses ved at “se bort fra problemet” og alene “fokusere på løsningen”.

Furman kommer redeligt nok selv med et eksempel: en dreng, der har et ‘problem’ med, at han spiser tråde fra sine trøjer, og han holder ikke op trods Jeg kan-metoden, fordi hans problem er jernmangel og ikke en mangel på at lære en færdighed. Der findes sociale, psykologisk og fysiologiske problemstillinger, som ikke vil kunne løses alene ved jeg kan-metoden.

Samtidig er der store krav til omgivelserne. Barnets indlæring af nye færdigheder, især når der er tale om en vanskelig færdighed, fx et DAMP-barn, der skal lære at sidde stille, kræver stor opbakning fra alle voksne omkring barnet – og også gerne nogle velfungerende børn omkring barnet. Dette adskiller ikke jeg kan-metoden fra andre metoder, men i jeg kan-metoden åbenbares de sociale relationers og tilhørsforholds betydning sig markant: Uden at have et socialt fællesskab omkring sig, har barnet svært ved at lære de færdigheder, det har brug for.

Kan – kan ikke
Jeg kan absolut anbefale Børn kan - til forældre såvel som fagprofessionelle og andre der beskæftiger sig med børn – for den er inspirerende og opbyggelig, og den eneste anke, jeg har på bogen, er, at der går lidt tomgang i de mange eksempler: de bliver for ens, hvor de i stedet med fordel kunne have vist endnu flere eksempler på hvordan man omformulerer et problem som en færdighed. For det er metodens udfordring og dens absolutte styrke.

Ben Furman: Børn kan, 2005, Gyldendals Bogklubber, København

Arkiveret under:Ledelse & psykologi, Anmeldelse af Ben Furman: Børn kan

Kari Hotakainen: De uberørte

De uberørte handler mest om ensomme mennesker, en hel del om moderne seksualitet og lidt om kærlighed

Leila Korhonen og Antero Mokka er hovedpersonerne i Hotakainens fine bog De uberørte. De ligner hinanden, fordi de begge er ensomme, uden af kontakt med deres egen seksualitet og meget langt fra en mulig kærlighed.

Leila Korhonen driver selvstændig virksomhed. Virksomheden hedder Ømhed og Nærhed A/S, og her lindrer hun andres ensomhed mod betaling ved at give dem massage og lytte til dem. Ømhed og Nærhed. Boström er en af hendes kunder.

Antero Mokka er kriminalkommissær. Han giver også sin klienter – tyve, mordere mv. – al sin opmærksomhed; faktisk så meget opmærksomhed, at hans eget liv er forsvundet. Mokka arbejder på sagen om Boström – Boström er nemlig forsvundet.

På den måde bliver Boström bindeleddet mellem Leila Korhonen og Antero Mokka – det der bringer dem i kontakt med hinanden og bringer handlingen fremad i bogen og binder den sammen.

Der skal ikke afsløres mere af handlingen, selvom selve handlingen er meget enkel og meget gennemskuelig.

Bogens egentlige drive og styrke ligger et helt andet sted, nemlig i fremstillingen af en menneskelig ensomhed, der er så stor, at mennesket taber kontakten med sig selv. Og især fokuserer Hotakainen på tabet af kontakten med sin egen seksualitet – et forhold han fremskriver i en satirisk refleksion over pornografiens frigivelse. En frigivelse som ikke bliver en seksuel frigørelse, men nærmere slår om i sin dialektiske modsætning: en seksuel fremmedgørelse.

Og så har bogen en fortællerform som gennem fragmenter danner en mere og mere sammenhængende historie, ligesom hovedpersonernes liv tager form, og en fortællestil, der ind imellem har nogle helt fantastiske billeder, helt fantastiske formuleringer – og en nærmest kær fælles forestillingsverden hos hovedpersonerne om kroppe og seksualitet.

De uberørte kan anbefales. Det er en fin bog. Ikke et mesterværk, men en fin bog man heldigvis ikke lige glemmer igen.

Kari Hotakainen: De uberørte, 2008, Gyldendal, København

Arkiveret under:Romaner, Anmeldelse af Kari Hotakainen: De uberørte