De uberørte handler mest om ensomme mennesker, en hel del om moderne seksualitet og lidt om kærlighed
Leila Korhonen og Antero Mokka er hovedpersonerne i Hotakainens fine bog De uberørte. De ligner hinanden, fordi de begge er ensomme, uden af kontakt med deres egen seksualitet og meget langt fra en mulig kærlighed.
Leila Korhonen driver selvstændig virksomhed. Virksomheden hedder Ømhed og Nærhed A/S, og her lindrer hun andres ensomhed mod betaling ved at give dem massage og lytte til dem. Ømhed og Nærhed. Boström er en af hendes kunder.
Antero Mokka er kriminalkommissær. Han giver også sin klienter – tyve, mordere mv. – al sin opmærksomhed; faktisk så meget opmærksomhed, at hans eget liv er forsvundet. Mokka arbejder på sagen om Boström – Boström er nemlig forsvundet.
På den måde bliver Boström bindeleddet mellem Leila Korhonen og Antero Mokka – det der bringer dem i kontakt med hinanden og bringer handlingen fremad i bogen og binder den sammen.
Der skal ikke afsløres mere af handlingen, selvom selve handlingen er meget enkel og meget gennemskuelig.
Bogens egentlige drive og styrke ligger et helt andet sted, nemlig i fremstillingen af en menneskelig ensomhed, der er så stor, at mennesket taber kontakten med sig selv. Og især fokuserer Hotakainen på tabet af kontakten med sin egen seksualitet – et forhold han fremskriver i en satirisk refleksion over pornografiens frigivelse. En frigivelse som ikke bliver en seksuel frigørelse, men nærmere slår om i sin dialektiske modsætning: en seksuel fremmedgørelse.
Og så har bogen en fortællerform som gennem fragmenter danner en mere og mere sammenhængende historie, ligesom hovedpersonernes liv tager form, og en fortællestil, der ind imellem har nogle helt fantastiske billeder, helt fantastiske formuleringer – og en nærmest kær fælles forestillingsverden hos hovedpersonerne om kroppe og seksualitet.
De uberørte kan anbefales. Det er en fin bog. Ikke et mesterværk, men en fin bog man heldigvis ikke lige glemmer igen.
Kari Hotakainen: De uberørte, 2008, Gyldendal, København
