Lars Bo Hansen: De første 100 dage. Succes som leder i nyt job.

Hvad gør du i de først 100 dage, hvor du er nyudnævnt leder? Lars Bo Hansen har skrevet en god bog om emnet – og den kan også sætte tanker i gang, selvom de første 100 dage er overstået

Udgangspunktet er, at du som nyansat leder befinder dig i en række nærmest umulige dilemmaer. Du er i en tilstand af inkompetence, og du skal udvise handlekraft og lede. Du skal vise, at du vil noget, og du skal have organisationen med dig. Du skal gribe forandringens momentum og respektere det bestående. Og en af de væsentligste faktorer for, at du kan være en god leder, være kompetent, handlekraftigt, få organisationen med dig, vide hvad der skal forandres og hvad der skal fortsætte osv., er, at du skal have en grundig forståelse af virksomheden – dens organisation, medarbejdere, bestyrelse, kunder, konkurrenter mv. Og den forståelse har du ikke. Og den kræver tid, hvilket du heller ikke har.

Så udgangspunktet er ikke helt let. Og heller ikke selvom du fx har et par måneder til at forberede dig i, således som det er typisk for topchefposter. Der er meget som du ikke kan læse dig til, meget som kræver, at du skal være i organisationen og lære den at kende. Lars Bo Hansen nævner i denne sammenhæng, at et sted mellem 30 og 40 % ikke lykkes i løbet af de første 100 dage som leder, netop pga. vanskelighederne ved at navigere i de nævnte dilemmaer. Det er mange – og det vidner om hvor svært det er.

Til den nyudnævnte leder – næsten…
Lars Bo Hansens ambition er at skrive en bog, som kan være en form for guide eller støtte for den nyudnævnte leder, og indledningsvist gør han en del ud af at pointere, at målgruppen er den nyudnævnte leder på alle niveauer i organisationen. Det er ikke korrekt. Bl.a. bruger Hansen et helt kapitel på råd og vejledning, baggrunde og refleksioner i forbindelse med, at lederen skal sætte ”sit hold”. Men der er ikke mange mellemledere – under hvilke betegnelser de end forekommer – der får lov til at begynde med at sætte sit eget hold. Og der er helt klart også stor forskel på mængden af såvel nødvendig som mulig kommunikation alt efter hvor i chefhierarkiet, du befinder dig. Det havde klædt bogen at fremskrive denne bevidsthed – for den er der, uden tvivl – i stedet for at lade som om, at alt i bogen kan bruges af ledere på alle niveauer.

Fem dogmer
Fokus i bogen – og der hvor den er rigtig god – er de fem dogmer. Du skal kommunikere. Du skal have en god plan for de 100 dage. Du skal sætte dit ledelseshold. Du skal melde strategiske temaer ud. Du skal skabe resultater i overgangsperiode Og det hele skal du faktisk helst gøre med sigte på de 1000 dage, der følger efter.

Lars Bo Hansen bruger et kapitel på hvert af de fem dogmer. Og jeg synes, at der er nogle skarpe og præcise formuleringer undervejs – fx at ”Du skal kommunikere – men det betyder ikke, at det er dig, der skal tale”, altså kommunikation handler om at få andre til at tale, fortælle, informere, og din rolle er at lytte og spørge og dykke ned i den viden, du får. Det formulerer Hansen præcist. Ligesom han sætter fokus på vigtigheden af selvvurdering og selvrefleksion, fordi du som leder er dit eget vigtigste redskab – og i skandinavisk sammenhæng skal denne viden kombineres med ærlighed, troværdighed, autenticitet og åbenhed. Og han giver nogle gode kommentarer til det centrale i at gå ind og kigge på ens medarbejdere – også selvom man ikke får lov til at sætte sit team. For det er afgørende at vurdere de enkelte spillere på ens team: deres styrker, svagheder, deres viden, deres evner, deres personlige og sociale kompetencer mv.

Merværdien ved de fem dogmer
Ud over de skarpe pointer – og flere kunne fremhæves – så ser jeg faktisk bogens allerstørste styrke i dens helt konkrete rådgivning. Den kan have et næsten lavpraktisk anstrøg over sig, ind imellem, men set fra min vinkel skal det forstås som en stor ros. Det er befriende, at Lars Bo Hansen faktisk kommer med gode, præcise nøgler til at håndtere de dilemmaer, den nyudnævnte leder står i; men han gør det uden på nogen måde at hævde, at der kun er en (altså hans) vej til at løse dilemmaerne på og uden at hævde, at det på nogen måde er nemt. Igen: det handler i sidste ende om dig og om din organisation – og begge dele er unikke. Lars Bo Hansen har selv opsamlet de bedste råd, det du skal gøre og det du absolut ikke skal gøre i en kort oversigtsartikel: ”Hvordan overlever du de første 100 dage som chef?

Godt…
Der er mange, mange gode tanker at hente i bogen, og den er meget velredigeret, velstruktureret og velgennemtænkt. Og jeg vil helt klart anbefale alle, som skal have deres første lederjob, at læse den. Også – og allermest – fordi den igen og igen gentager, at det bedste og vigtigste, du kan og skal gøre er at få indblik i, hvordan den virksomhed, du begynder i, fungerer – organisatorisk, medarbejdsmæssigt osv.

Samtidig er det naturligvis en meget smal bog. Dens målgruppe er nyudnævnte ledere, og skal man have rigtig meget valuta for pengene, skal man være niveauet over mellemleder. Men selvom man ikke er hverken topleder eller nyudnævnt, synes jeg, at der er dele af bogen, som giver stof til eftertanke. Fx mener jeg, at nogle af de spørgsmål, som rejses i forbindelse med efficient læring – bl.a. Hvilke fem ting er det, du helst ser jeg gør? Hvad er de tre største forandring, som du gerne så? Hvad er vigtigt, at jeg ved? – jo ikke spørgsmål, man bør glemme efter de første 100 dage, men spørgsmål, man bør have med til enhver medarbejdersamtale.

Endelig er det en fin balance, bogen har, mellem det mere teoretiske, overordnede overvejelser, de konkrete, nærmest redskabsagtige råd og de ”cases”, bogen præsentere via alle de interviews, Lars Bo Hansen har lavet med mere (og lidt mindre) kendte topledere i Skandinavien.

… og skidt
For mig at se er der ikke meget dårligt at sige om Lars Bo Hansens De første 100 dage. Succes som leder i et nyt job. Jeg har nævnt, at dele af bogen er mest for topledere – også selvom jeg mener, at det kan tages som anledning til refleksion; bogen burde dog have vejledt på dette område. Ligeledes har jeg nævnt, at den er smal – størst udbytte får man i en situation, hvor man faktisk skal begynde på et nyt lederjob.

Der hvor jeg ser bogens største svaghed er i dens præcise, men alt, alt for korte og alt, alt for få indgange til det, Lars Bo Hansen kalder for ”symbolske beslutninger”. Det kan fx være beslutningen om, hvor man vælger at lokalisere det første frokostmøde. Skal det være internt med maden hentet fra kantinen? Skal maden leveres udefra? Skal man gå ud og spise? Og hvis man går ud og spiser, er det så på byens bedste restaurant eller tager vi en pølse ved pølsevognen på hjørnet?

Der er reelt set et utal af symbolske beslutninger, man som leder skal gøre nærmest hver dag – eller hver anden dag – og jeg ville gerne have haft emnet uddybet. Både omkring alle de mangeartede typer af symbolske beslutninger og omkring betydningslaget i dem. Men måske kræver det en hel bog… det er bare dybt, dybt interessant. Også selvom det nødvendigvis vil variere fra forretning til forretning…

Så skal der være en konklusion er den, at bogen er allerbedste at læse for dem, der står i begreb med at skifte lederstilling – de kan faktisk undgå en del fodfejl; den er god til de nyudnævnte ledere, som på forunderlig måde skulle have tid til at læse en hel bog midt i en periode, hvor de går ind i en ny stilling; og der er inspiration at hente, hvis du allerede er leder (… men her vil du trods alt få mere udbytte ud af andre bøger, der er rettet mod den situation).

Lars Bo Hansen: De første 100 dage. Succes som leder i nyt job, 2008, Gyldendal Business.

Reklamer
med emneordet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: