Martin Eberhard & Karl-Johan Vibits: Ny i lederjobbet og hva’ så? Praktiske erfaringer og gode råd

Ny i lederjobbet og hva’ så? Praktiske erfaringer og gode råd af Martin Eberhard & Karl-Johan Vibits er en rigtig god bog. Rigtig god. Og ikke blot til den nye leder, men også til den leder som har noget erfaring, særligt fordi det er rigtig svært at lære ledelse uden at stå i det…

Efterhånden har jeg udviklet en lang række forskellige tilgange til bøger. Forskellige vurderingskriterier til at afgøre, om jeg synes, at det er en god bog eller ej. For mig skal en krimi ikke det samme som en bog om ledelse, og en bog om moderne kunst skal ikke det samme som en roman. Det som gør hver af disse slags bøger gode eller dårlige er forskelligt.

En bog om ledelse
Når jeg læser bøger om ledelse, så er et af mine væsentligste vurderingskriterier blevet, om jeg indgår i dialog med bogen, når jeg læser den. Og det betyder, hvis det er en rigtig god bog, at jeg bliver inspireret til lange tankestrenge, som fører vidt omkring i min egen hverdag som leder og tit langt væk fra bogen. Indtil jeg igen vender blikket mod siderne og læser videre… forhåbentligt ganske kort inden jeg igen får præsenteret en vinkel, et udsagn eller en holdning, som skaber refleksion og dialog.

Det gør faktisk, at det kan være svært at komme gennem en bog, eller i hvert fald, at det tager uforholdsmæssig langt tid. Til gengælde er det berigende, fordi du får leveret en platform, du kan stille dig på og indgå i dialog med din egen hverdag som leder. Får lov til at se den lidt udefra, fordi du får præsenteret andre vinkler ind i din hverdag.

Set ud fra denne vinkel er Ny i lederjobbet og hva’ så? en meget god bog. Jeg har flere gange siddet med bogen i skødet og ladet tankerne går sine egne veje, vendt tilbage til bogen, læst lidt mere, fået inspiration til at tænke andre perspektiver – og så læst igen. Og læst den færdig. Men jeg er ikke færdig med bogen. Jeg har nedskrevet flere af de gode råd, Eberhard & Vibits kommer med, fordi jeg gerne vil vende tilbage til dem eller huske dem.

Den praktiske tilgang
Ny i lederjobbet og hva’ så? er en bog som går uden om teorierne. Der findes ingen præsentationer af systemtisk ledelse, situationsbestemt ledelse, værdibaseret ledelse mv.; der findes først og fremmest en oftest ret kort beskrivelse af de udfordringer, det er at blive leder – med et vis overvægt mod: at bliver leder i den organisation, hvor du hidtil har været en fagligt dygtig medarbejder.

Dette valg er ikke tilfældigt; de fleste begynder ledergerningen i den organisation, de er ansat i, og derfor giver det i høj grad mening at have dette afsæt. Eberhard & Vibits kommer med en lang række input til, hvad man skal gøre, når man udnævnes – og jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen, før jeg selv blev internt udnævnt som leder. Ikke fordi jeg havde gjort alt – men fordi jeg ville slet og ret have været klædt meget bedre på til at stille krav og reflektere over, hvad det var jeg egentlig var i gang med, altså det der med at sige ja til en lederstilling. For set i bagspejlet anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til og sagde ja til; men jeg er blevet meget, meget klogere. Eberhard & Vibits havde dog givet et bedre fundament at begynde på.

Grunden er, at deres bog er jordnær. Den består af præsentationer og refleksioner over mange forskellige områder: Hvorfor er det fedt at være leder? Din rolle som leder, Ledelsesmæssig arv og gæld, at lede medarbejdere, der er ældre end en selv, at skabe klarhed hos medarbejdere, at motivere medarbejdere, at håndtere konflikter, delegering, sygefravær – og så hele problematikken om … hverdagen.

Det er rigtig godt med denne praktiske tilgang, denne jordnære tilgang – og den er suppleret af en lang række interviews, eller rettere citater fra interviews, hvor andre “første-gangs-ledere” fortæller om deres erfaringer og gør det muligt at genkende sig selv, både de ting, som på forunderligvis er gået godt – og der hvor man har fejlet.

Det er også godt at læse den senere
Selvom jeg gene ville have læst bogen, før jeg blev udnævnt, er jeg rigtig glad for at have læst bogen efter et par år i ledelsesgerningen. Fordi ledelse ikke er til at læse sig til. Ikke sådan rigtigt. Ledelse er noget, du udøver – og reflekterer over og udøver – igen og igen og igen. Hverdagen tilbyder ikke altid rummet for refleksionen over ledelsen, din egen ledelse, men når man så læser en bog som Ny i lederjobbet og hva’ så? får man pludseligt masser af inspiration til refleksion og dialog.

Og jeg tror, helt oprigtigt, at det giver rigtig meget – og mere – mening at læse bøger om ledelse, efter du har fået ledelseserfaring. Jeg læste også meget, da jeg lige var begyndt; men det giver meget mere mening nu. Så min bedste anbefaling vil være – læst Ny i lederjobbet og hva’ så? nu, hvis du gerne vil være leder. Og få så en god portion ledererfaring – og læs den igen.

Det er også befriende, at sproget er let, flydende og befriet for fagtermer. Det gør bogen let at læse, og det passer til dens ambition: det her er ikke udfordrende teori, men konkret, forståelig praksis.

Det eneste der er lidt ærgerligt er, at bogen ville have nydt godt af en ekstra korrekturomgang – der er mange småfejl i kommatering og stavning, som forekommer unødvendige og lidt læseforstyrrende.

Ud over det: Læs endelig bogen – og genlæs den.

Martin Eberhard & Karl-Johan Vibits: Ny i lederjobbet og hva’ så? Praktiske erfaringer og gode råd, DJØFs Forlag 2002.

Reklamer
med emneordet ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: