“Ethvert individ er en undtagelse fra reglen”, skriver Jung et sted, og det er værd at holde fast i, når man kaster sig over Borbyes præsentation af Jungs typelære – for typelæren har uden tvivl sine styrker, men den bliver noget firkantet ind imellem
Målsætningen i Hvorfor er du så anderledes? er at beskrive Jungs typelære fyldestgørende. Den er nemlig, ifølge Borbye, et fremragende begrebsapparat til at forstå mange konflikter, forskelle, modsætninger, som man oplever mellem mennesker i deres daglige samvær.
Afsættet er på mange måder Jungs centrale påstand, at selvom vi alle nok erkender, at alle mennesker er forskellige, så antager vi alligevel, at ‘alle er ligesom os selv’; men sådan er det ikke! Vi er forskellige typer, og vi ser og oplever verdenen på grundlæggende forskellige måder alt efter vores type: “Man ser som man er”, siger Jung. At lære typerne at kende, kan derfor åbne op for en større gensidig forståelse.
Borbye fremhæver desuden to fortrin ved Jungs typologi: 1) den er værdifri, idet alle typer sidestilles, og 2) den er udviklingsorienteret som resten af Jungs psykologi, dvs. nok er man som person en type, men det er muligt at arbejde med den.
De fire typer og to indstillinger
Jung arbejder med fire typer, som tager udgangspunkt i vores mentale funktioner: sansning, intuition, tænkning og følen. Dette giver typerne: Sansetypen, Den intuitive type, Tænketypen og Føletypen. Og det er naturligvis vigtigt at pointere, at alle mennesker har del i alle funktionerne, at alle mennesker er lidt af alle typerne.
Borbye leverer nogle klare beskrivelser af disse typer. Sansetypens jordnære, realistiske, pragmatiske tilgang til virkeligheden, Den intuitive types fornemmelser for overordnede sammenhænge og mønstre bag den konkret sansede virkelighed, Tænketypens logiske, analytiske og let distancerede fortolkning af virkeligheden, og Føletypens subjektive og værdiladede fortolkning af virkeligheden.
Der er forskellige niveauer i disse tilgange – sansning og intuition er perceptionsfunktioner, de indsamler data i hver deres opfattelse af virkeligheden; mens tænkning og følen er vurderingsfunktioner, der bearbejder data erkendelses- eller værdimæssigt. Jung kalder de to første for irrationelle, fordi der ikke sker en vurdering, og de to sidste for rationelle netop fordi der sker en vurdering.
Disse fire typer er endvidere knyttet til et typologisk modsætningspar: det ekstroverte og det introverte. Den ekstroverte, som har al fokus rettet ud ad mod verden, er selskabelig, vil gerne være med hvor det sker – over for den introverte, som retter blikket indad, mod sin egen verden af ideer og tanker. Og her er der fri kombinationsret – man kan fx være en ekstrovert Tænketype eller en introvert Tænketype, ens tænkning vil i givet fald være rettet mod den ydre verden eller den indre verden.
Systemtvang
For mig at se går der imidlertid systemtvang i typelæren. For Jung er der en funktion, som er dominant hos et individ, og denne dominant sætter sin modpol som inferiør, mens de to andre funktioner bliver ‘hjælpefunktioner’. Fx vil en Tænketype pr. definition have følefunktionen som inferiør og sansning og intuition som hjælpefunktioner – og videre: er det en introvert Tænketype, så vil tænkningen pr. definition være introvert, indadrettet; mens de andre funktioner (følen, sansning, intuition) pr. definition vil være ekstroverte.
Denne systemtvang gør det muligt at opstille kasser og skemaer, der afdækker alle mulige kombinationer af mennesketyper, og fordi der er et relativt begrænset antal faktorer med i spillet, bliver det er relativt beskeden antal typer at arbejde med.
For mig bliver dette simpelthen for stift og firkantet. Det er som om menneskets diversitet bliver reduceret til en matematisk formel, og for mig bliver det reelt set utroværdigt. Ja, det får et nærmest komisk skær, for det giver slet og ret ikke mening for mig, at fx en introvert tænketype pr. definition skal være ekstroverte i deres følefunktion. Jeg har ikke andet end hverdagslige erfaringer at bygge på, men de siger mig, at en person sagtens kan være introverte i begge funktioner.
Og her er det så, at jeg griber tilbage til Jungs egen bemærkning: “Ethvert individ er en undtagelse fra reglen”.
Jung arbejder også selv med visse modifikationer – fx lader han sin egen stive rangordning krydses af tanken om, at vi kan være disponeret fra fødslen for en type og en indstilling, men gennem ens opvækstmiljø bliver man til en lidt anden type (det er lidt uklart, om dette ses som godt eller skadeligt). Og at man også kan arbejde med og udvikle sin type og indstilling. Opfattelser, som blødgør systemtvangen. Men Borbye syntes at lade skinne igennem, at Jung rent faktisk er ret kasseagtigt i sit syn på menneskets typer.
Typelæren i den praktiske hverdag
Et sted i Hvorfor er du så anderledes? skriver Borbye noget i stil med, at typelæren giver de overordnede kendetegn ved mennesker, men ikke en forklaring på deres individuelle sjæl, typelæren er en motorvej ind i forståelsen af de forskellige mennesketyper. Borbye lægger op til en mindre (end Jung selv) ontologiserende brug af typologien – og en mere vejledende brug.
Med den præmis kan det give en vis mening at anvende de mange kasser og firkanter i typologien. Den tilbyder en rammeforståelse af andre mennesker, en initial indgang, og jeg ser her muligheder i typologien. Der er oplagt mennesker, jeg ville kendetegne som tænke-, føle-, sanse- eller intuitive typer, ligesom man med Jungs typologi i bagagen kan undgå at opfatte andre som kopier af en selv og anerkende at de ser og opfatter verden anderledes. Det ser jeg personligt som en af de allervigtigste pointer.
Omvendt er det så også her, at det bliver vanskeligt. Typebestemmelsen, som Borbye skriver en del om, er ikke så ligetil. Bl.a. fordi et menneske, hvis dominante funktion er introvert, ifølge teorien vil være ekstrovert på de sekundære og inferiøre funktioner, altså man vil opleve menneskets udtryk anderledes end det er.
Samtidig kan et menneskets inferiøre funktion, hvis den ikke er bevidstgjort, styre dette menneske ubevidst, så det fremstå som en udadfarende, næsten aggressiv person, selvom det i virkeligheden er en introvert tænketype.
Og endelig åbner Jung op for, at man faktisk er i stand til at rette ens type lidt ind i forhold til omgivelserne, så du kan blive i stand til at være mere ekstrovert end det umiddelbart ligger til dig.
Så det er kort sagt rigtig svært at lave en typebestemmelse – medmindre man tager fx en Myers-Briggs-test, der bygger på de jungianske typer og indplacerer testpersonen i en af typerne. Men så er vi væk fra den umiddelbare hverdag. Borbye skriver også et sted, at vi i hverdagen klarer os igennem med en middelmådig forståelse af hinanden – en lidt lakonisk kommentar.
Borbye kommer også selv med en lang række eksempler på typologien i praksis – lige fra jobfunktioner til parforhold og midtvejskriser. Og der er helt klart interessante indsigter at hente, fx den markante overvægt af tænketyper i lederstillinger eller det delvise opgør med at modsætninger mødes – eller det gør de nok, men det kommer der sjældent et godt og langvarigt forhold ud af. Det giver teorien lidt perspektiver i praksis, og det er godt.
Hvorfor er du så anderledes?
Hvorfor er du så anderledes? er på nogen måder en lidt vanskelig bog. Overordnet set synes jeg, at dens fremstilling af Jungs typelære i selve formen er ret kedelig. Den virker meget præcis, meget loyal, meget korrekt. Og den er meget ord og meget lidt kød og blod. Når Borbye vil give eksempler, henter han den som oftest fra den danske litterære tradition – fra Grundtvig til Martin A. Hansen – og fra kunstens verden… Men det bliver det ikke rigtig godt af – at forstå Hansens Løgneren som eksempel på den intuitive opfattelse af verden er unødigt kompliceret. Borbye har langt bedre eksempler, når det gælder at have eller ikke have en holdning til tøj eller alle de andre mere hverdagslige eksempler. Selvom de er konstrueret til lejligheden.
Og de hverdagslige, konstruerede eksempler er også bedre end bogens sidste del, hvor Borbye kommer med eksempler på typologien i praksis. Problemet er at der bliver temmelig megen gentagelse af typerne, deres træk og indbyrdes måde at fungere på. Samtidig fandt jeg aldrig ud af, hvorfor de anvendte eksempler blev anvendt – og ikke alle mulige andre.
Disse kritiske kommentarer hindrer ikke, at Borbyes bog kunne være et godt bud på en af de bedste introduktioner til Jungs typelære på dansk. Den har en stor troværdighed i sin fremstilling, og den undgår i det store hele at lande i en psykologisk fagterminologi. Det gør den forholdsvis let at læse.
Edvard Borbye: Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis, Dansk management Forum, 1996 (og senere)
jan lundquist 