Pia Porse Wett Jørgensen: Coaching – nå dine mål i praksis

“Al ægte hjælpsomhed begynder med ydmyghed over for den, jeg vil hjælpe, og dermed må jeg forstå, at dette der med at hjælpe ikke er at ville herse men at ville tjene” – Søren Kierkegaard.

Dette Kierkegaard-citat kommer fra Pia Porse Wett Jørgensens bog Coaching – nå dine mål i praksis. Det er erkendelsen i citatet, altså at det at yde hjælp kræver, at hjælperen sætter sig selv i anden række, ydmygt og tjenende, som er det vigtige, for det er den rolle som den gode coach skal indtage. Jørgensen fremhæver ganske vist igen og igen, at coachen også skal være en rollemodel for coachee (som hun konsekvent kalder den person, som coaches) – både i form af fysisk og psykisk velvære og balance og i form af selv at være i udvikling. Men når døren lukkes og sessionen begynder, så skal coachen sætte parantes om sig selv og yde “ægte hjælpsomhed”.

En praktisk guide – mest af alt
Bogens titel – Coaching – nå dine mål i praksis – virkede lidt misledende på mig. For den lægger op til, at du kan nå dine mål i praksis, altså at der er et selvhjælpsaspekt over bogen. Det står naturligvis læseren frit for at prøve de forskellige værktøjer, som bogen fint og fyldigt præsenterer i det sidste kapitel, og se om det giver en vej til målrealisering. Men det er ikke en selvhjælpsbog. Det er en bog omkring arbejdet som coach, mest af alt.

Bogen introducerer til coaching i praksis. Med vægten på coachen. Hvad skal coachen huske i forbindelse med indretningen af lokalet, hvor coachsessionerne foregår; hvordan skal coachen møde coachee; hvordan kan rammen for et coaching forløb tage sig ud – og hertil kommer en række overvejelser over etiske aspekter ved coaching, barrierer ved coaching, brugen af interne og eksterne coaches mv., som ikke fylder så meget i bogen og heller ikke rigtigt åbner op for de helt store erkendelser eller indsigter.

Derfor bliver bogen i høj graf til en praktisk guide til hvad det vil sige at være coach og udføre coaching. Det bliver især understreget af, at præsentationen af en ramme for coachingforløb fylder absolut det meste af bogen. Så bogen vil uden tvivl være god at læse for den, som overvejer at blive coach, er i startfasen af at blive coach eller en som gerne vil have en første fornemmelse for, hvordan coaching kan gribes an.

Rammen for et coachingforløb
Bogen er i al væsentlighed en præsentation af den ramme for coachingforløb, som Jørgensen har fundet mest frugtbar gennem sit eget virke som coach. Det er en ramme, som rummer 6 trin:

Trin 1: Forberedelse og opbygning af coachingrelationen
Trin 2: Nuværende situation og opfølgning på opgaver
Trin 3: Målafklaring
Trin 4: Forhindringer
Trin 5: Alternativer og handlingsplan
Trin 6: Afslutning og opgaver

Og i al korthed er pointerne: Den gode coaching relation skabes ved, at coachingen finder sted i et godt lokale (ingen sollys i øjnene, ingen forstyrrelser mv.), og coachen får coachee til at føle sig godt tilpas (begynd fx med smalltalk). Der følges op på coachees nuværende situation (hvordan går det og er der noget, som der skal tages hånd om nu og her) og på opgaver (hvis det er mere end første gang i et coachingforløb). Der tjekkes også op på mål – for en førstegangscoachee gælder det både for hele forløbet og dagens session, for en fleregangscoachee gælder det relationen til forløbets mål og dagens session. Herefter skabes en dialog om forhindringer, altså en afklaring af de mentale benspænd, coachee har for at komme i mål, ligesom der både kigges på alternativer til hvordan målet kan indløses (der er aldrig kun en vej) og der lægges en handlingsplan (opdelt i de små skridt mod målet). Der afsluttes med at tjekke af med coachee, at sessionens mål blev indløst, og der gives opgaver til næste session, et nyt delmål, hvor coachees commitment også skal tjekkes.

Jørgensen giver en rigtig fin præsentation af alle disse områder. Og rigtig mange steder giver hun også god vejledning i, hvordan man som coach kan gå i dialog med coachee inden for områderne – der er mange gode eksempler på spørgsmål og skemaer, der kan bruges direkte. Især kan jeg godt lide Jørgensens eksempel på, hvordan man faktisk tjekker om coachee er klar til fx at holde op med at ryge, at finde et nyt job eller lignende: “Hvis jeg kunne knipse med fingrene, og du allerede nu havde nået dit mål – måtte jeg så gøre det?”.

At stille gode spørgsmål og at lytte
Som introduktion til hvad coaching vil sige, hvis du ønsker at praktisere coaching, er Coaching – nå dine mål i praksis en god og anbefalelsesværdig bog. Den kommer pænt rundt om emnet – med den vinkel, der nu er valgt – og jeg kan rigtig godt lide, at Jørgensen helt eksplicit i bogen skriver, at god coaching faktisk mest af alt handler om at stille gode spørgsmål og at lytte. Det er skåret helt præcist og helt ind til benet – og Jørgensen får heldigvis også antydet, at det faktisk er voldsomt svært at lykkes med… både at stille gode spørgsmål og at lytte!

Samtidig er det meget fint, at Jørgensen lægger ud med at beskrive det menneskesyn, som bærer coaching – et syn, hvor alle mennesker bliver betragtet som ressourcefyldte, kreative og resultatskabende med en evne til at udvikle sig selv ud fra dets fri vilje, kreativitet og spontanitet; til tider skal forholdene bare lægges til rette for vedkommende, så det lykkes. Og det er netop det coaching gør – lægger forholdene til rette, så individet kan udfolde sin indre ressoucer, sit potentiale, sin læring og udvikling til at nå sine mål.

Det skal også nævnes, at bogen er godt skrevet og som helhed klart opbygget, så det er let at komme gennem den. Derfor vil jeg ikke undlade at anbefale den til alle, som vil vide noget om, hvordan man overhovedet kan gribe det an, hvis man gerne vil arbejde som coach eller med coaching.

Den lille horisont – og den store

For mig har Jørgensen valgt at skrive en bog med en lille horisont. Det kan lyde negativt, men det er ikke tanken: fokus i bogen er på arbejdet som coach – og derfor bliver perspektivrigdommen begrænset.

Nok er der en meget kort indplacering af coaching i forhold til andre tilgange til udviklingen af menneskelige ressourcer og potentialer – instruktion, supervision, mentor mv. Og der bliver lige omtalt en række forskellige typer af coaching – business coaching, team coaching, salgscoaching mv. Og endelige bliver der set lidt på ledelse og coaching på forskellig vis.

Men det fylder meget lidt og især forholdet mellem ledelse og coaching forbliver uforløst i bogen. Der er ingen tvivl om, at Jørgensen mener, at det er et godt redskab i ledelse, men fordi bogens fokus er et andet, bliver jeg aldrig overbevist om, hvorfor eller – i særdeleshed – hvordan ledelsespraksis og lederen som coach mødes. Det er heller ikke bogens ærinde, men måske skulle det så ikke have været med.

Det som bogen bevidst har fravalgt at tage med er turen ud og surfe på den store horisont.

Der hvor coaching bliver udfordret af andre teorier. Det gælder både i selve tilgangen til mennesker, hvor coachingens tilgang er en fokusering på nuet og fremtiden, mens fx psykoanalysen vil hævde, at hvis du ikke har forstået din fortid, vil du gentage de samme fejl igen og igen.

Eller coachingens opfattelse af menneskets som et potentiale, der blot skal foldes ud, hvor det er muligt at pege på en del menneskeopfattelser, der ikke nødvendigvis frakender mennesket et potentiale, men ser det i et mere omfattende rum af samfundsmæssige, økonomiske og politiske forhold, strukturelle, narrative, dybdepsykologiske og epistemiske forhold, som gør coachingens tilgang lidt naiv.

Eller en diskussion af antagelsen om coachingens ligeværdige, magtfrie rum, som i det mindste antyder, at der heller ikke ligger andet end en åbende nysgerrighed bag coachens spørgsmål – men denne antagelse kan problematiseres som i bedste fald naiv: der eksisterer ikke ligeværdige, magtfrie relationer, den åbnende nysgerrighed er gennemtrukket af manipulerende spørgsmål som aftegner bestemte horisonter for coachee.

Der er flere områder, som er meget spændende at reflektere coaching ind i – og en bog som gør en del af det og gør det fremragende er R. Stelter (red): Coaching og læring (Dansk Psykologisk Forlag 2002) – og selvom det falder uden for Jørgensens bogs rammer, så er det værd at forfølge nogle af disse tanker, hvis man virkeligt gerne vil arbejde med coacing eller direkte arbejde som coach.

Coaching – nå dine mål i praksis er et fint sted at begynde, men kan ikke være et sted at slutte … hvis man vil noget med coaching.

PS
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jørgensens nærmest påbud om, at coachen skal være rollemodel. For jeg synes, at det rejser mange spørgsmål: Må en coach så ikke være tyk, skilt, ryger, have et overdrevet kaffeforbrug, dårlig økonomi eller grædende børn på vej hjem fra institutionen sent torsdag eftermiddag… Og hvad betyder det for en ligeværdig samtale, hvis den ene af partnerne er rollemodel for den anden… er der så tale om ligeværdighed? Og går selve tanken om rollemodel ikke direkte imod coachingens tankegang: Coachen ikke være vejledende, ikke være rådgiver, ikke i sit sprog fremhæve nogle værdier, synspunkter, holdninger, da mål er, at coachee finder sine egne værdier og holdninger, at coachee lærer at lære – eller som Jørgensen fornemt fremhæver med sit Kierkegaard-citat: det handler om at coachen for at hjælpe sætter parentes om sig selv, om sit selv – men gør man det som rollemodel?

Pia Porse Wett Jørgensen: Coaching – nå dine mål i praksis, Jyllands-Postens Forlag 2005

Advertisements
med emneordet ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: