Category Archives: 5 – Psykologi

Det menneskelige og det digitale

Homo Digitalis er en ambitiøs bog. Den handler om hvordan den digitale udvikling spiller ind i individets måde at udfolde sig på, socialitetens konstituering, virksomheders organisering og samfundets historiske forandringer – og den rummer en række gode, velreflekterede pointer. Så selvom det ikke helt lykkes for bogen at finde sin form, er den absolut værd at læse.

I Homo Digitalis fokuserer Natascha Friis Saxberg på det digitale og det menneskelige og hvad der sker i mødet mellem de to områder. Saxberg er selv ekspert inden for det digitale område, og for at afdække det menneskelige område har hun interviewet seks forskellige personer med specialer inden for social neurologi, sociologi, filosofi og psykologi – John Cacioppos, Linda J. Waite, Deborah Prentice, Stephanie Ortigue, Michael Hardt og Allan Holmgren. Bogen rummer således en række forskellige faglige stemmer, og det er med til at gøre den interessant.

Men selvom triaden af det menneskelige, det digitale og påvirkningen mellem dem er omdrejningspunktet for Homo Digitalis, så forskydes tyngdepunktet i bogens tre dele. I den første del tager Saxberg afsæt i en præsentation af det digitale område og ser det menneskelige i relation til det. I den anden del tager hun afsæt i det menneskelige og ser det digitale i relation til det, mens tredje del af bogen vægter virksomhederne og hvordan de påvirkes af den digitale udvikling.

”det fantastiske world wide web”
I den første del af Homo Digitalis laver Saxberg et tværsnit gennem det digitale landskab anno 2013.
Det involverer beskrivelser af alt fra mobilapps, QR-koder, lokationstjenester og Augmentet Reality til sociale netværk, crowdsourcing, APIer og cloud computing. Saxberg kommer vidt omkring i det digitale landskab, og hun er vidende og velskrivende. Jeg savner dog lidt en bedre afgrænsning, for til trods for at Saxberg nævner, at hun kun vil gennemgå de mest anvendte digitale områder, er det som om at lidt for meget alligevel får lov til at snige sig med og efterlader et lidt uskarpt billede.

Det bedste i denne del af Homo Digitalis er dog heller ikke beskrivelserne af de konkrete digitale områder, men Saxbergs refleksioner undervejs om deres betydning for det menneskelige område. Saxberg er uden tvivl entusiastisk og optimistisk på vegne af den digitale, teknologiske udvikling, men hun er ikke naiv – og især to pointer bør fremhæves.

Den ene er – som Saxberg påpeger flere gange –, at alle brugere betaler med deres persondata, når de anvender gratis tjenester som Google, Facebook, Twitter mv., altså det som også prægnant formuleres i et af nutidens bon mot: ’når du ikke betaler for produktet, så er du produktet’ (pointen er ikke ny, men den kan ikke gentages for ofte).

Den anden er, at selvom de sociale netværk endnu ikke er knivskrappe i deres forslag til, hvem vi kender eller deler interesse med, så skaber disse prædiktionsmodeller lukkede universer – ”vi får mere af det, der ligner os selv, og derved mister vi muligheden for øget mangfoldighed, et nyt perspektiv og nye mønstre […]. Kan det modsatte skabes, så vores udgangspunkt kobles med relevante modsætninger, vil det give os en reel mulighed for at opdage andre vinkler på viden og nyheder og derved kunne udfordre vores virkelighedsopfattelse”, skriver Saxberg. Det er en interessant tanke, og world wide web kunne være stedet, hvor den blev realiseret. Men det er en oplagt akademisk tilgang, og den matcher ikke særligt godt med vores mere prosaiske ønsker om at blive bekræftet i vores holdninger, adfærd og behov.

”vi er stadig styret af vores basale adfærd”
I den anden del af Homo Digitalis tager Saxberg afsæt i det menneskelige, og det menneskelige er her forstået som menneskets behov og adfærd, dvs. menneskets behov for at skabe sin historie (det selviske, identiteten, renommeet) og skabe sociale relationer, dets behov for bekræftelse og anerkendelse, og dets behov for nære relationer og kærlighed. Saxberg ser både på hvordan behovene opfyldes gennem vores adfærd – og hvad der sker, når de ikke opfyldes, altså når ensomheden eller tabet af kærligheden melder sig. Saxberg diskuterer disse behov op mod deres digitale iscenesættelse, men hun diskuterer dem først og fremmest med den række af forskere, hun har interviewet, og giver fyldige beskrivelser af deres indsigter.

Så bogen kommer også vidt omkring i denne del. Den handler om hvordan du skaber din online historie om dig selv og plejer dit renomme, men måske ikke altid husker, at modtagergruppen både er vennerne, familien, chefen og eks-kollegerne. Den handler om, hvordan de sociale netværk kan forøge dine kontaktflader, hvis du også i den fysiske verden er velfungerende socialt, mens de omvendt kan forøge oplevelsen af ensomhed, hvis du i den fysiske verden er ensom. Den handler om muligheden for autenticitet og muligheden for at skabe nære relationer – og om umuligheden af det, fordi de sociale mediernes nuværende deltagelsesdesign kun lige tillader en hurtig kommentar, et like og en share inden det sagte drukner i strømmen af andre posts og tweets. Og så handler den om hvordan internettet får os til at huske dårligere, om internetafhængighed og en hel del mere.

Der kommer ingen facitlister eller endelige konklusioner, men den pointe, jeg synes er den vigtigste, formulerer Saxberg ganske kort: ”Der er en tendens til, at vi taler om digital adfærd som ny adfærd, fordi vi befinder os i en ny kontekst, men vi er stadig styret af vores basale adfærd” – og således gælder det jo både offline og online, at vi pynter på vores selvfremstilling, at vi higer efter anerkendelse, og at vi søger efter kærligheden. Det som jeg får ud af denne pointe er, at vi skal arbejde os ud over denne konstante skelnen mellem den fysiske og den digitale verden, for selvom de er forskellige, så er de også en konkret del af vores daglige virkelighed og den måde vi deltager i den.

Saxberg slår afslutningsvist også et kort smut ind over de digitale mediers betydning for samfundsudviklingen – med Obamas valg til USA’s præsident og Det Arabiske Forår som hovedeksempler. Pointen er, at det ikke er de digitale medier, der skaber revolutionerne – der er helt andre sociale, historiske, økonomiske, politiske faktorer på spil – men de faciliterer den hurtige spredning af information. Men her – som med de menneskelige relationer – så er de digitale medier kendetegnet ved flygtigheden… engagementet i Det Arabiske Forår, en sultkatastrofe eller et politisk valg varer det øjeblik, som det tager at klikke på et like og herefter lade post’en drukne i strømmen.

Virksomhederne og det digitale
I den sidste del af Homo Digitalis vender Saxberg sig mod virksomhederne og ser på hvordan de digitale medier påvirker virksomheden. Igen kommer der mange emner i spil, men Saxberg kommer især rundt om tre områder.

Det første område gælder hvordan virksomheden som virksomhed skal forhold til de digitale medier, her især de sociale netværk: skal virksomheden deltage på de sociale netværk med fx kundeservice, branding, rekruttering eller skal den hellere nøjes med at lytte og kun blande sig, når det giver mening? Til hele dette område hører også diskussionen af forbrugernes magt, altså hvordan der kan skabes en viral spredning af et godt eller dårligt image af virksomheden i løbet af ingen tid. Det havde passet ind i Saxbergs tilgang at have nævnt, at virksomheder også før de sociale netværk og lignende digitale spredningskanaler kunne ende op med et dårligt image, men at det selvfølgelig går hurtigere via de digitale kanaler.

Det andet område gælder forholdet til medarbejderne: skal der åbnes op for sociale medier på arbejdspladsen, skal medarbejderne have lov til at gå på de sociale medier i arbejdstiden, hvordan er deres optræden på de sociale medier forenelig med virksomhedens brand osv.

Det tredje område er virksomhedens organisering, hvor det især er siloopdelingen, Saxberg er ude efter: hvis man skal lykkes med en god virksomhedskommunikation, kan virksomheden ikke være delt op i siloer, for det hindrer dén gode interne kommunikation og dét gode interne samarbejde, der er forudsætningen for, at der kan komme en god ekstern kommunikation.

Pointerne er fine, de fleste velkendte fra anden litteratur på området, og formen bliver lidt konsulentens syn på virksomheden. Personligt kan jeg bedst lide pointen: ”Selv om de digitale virksomheder på den ene side er langt mere åbne i forhold til deres marked end traditionelle virksomheder, så er de samtidig ekstremt lukkede, når det kommer til at bevare deres forretningshemmeligheder”. Og jeg kan godt lide den, fordi den igen viser Saxbergs mere afbalancerede og nuancerede syn på den digitale udvikling end man møder så mange andre steder, hvor der typisk kun bliver lagt vægt på, at de bedste social-digitale virksomheder i dag er transparente virksomheder. Men virksomheder er ikke mere transparente end de ønsker at være.

Det menneskelige i det digitale
Saxberg slutter Homo Digitalis med at komme med ni bud på de væsentligste tendenser inden for den digitale udvikling i den nære – og måske knap så nære fremtid. De strækker sig fra tanker om deling til menneskets udødelighed.

De skaber stof til eftertanke som resten af bogen, men inden jeg helt slutter, vil jeg påpege, at det som ærgrer mig ved bogen er, at jeg ikke synes, at dens tre forskellige dele befrugter hinanden. Første dels omfattende beskrivelse af diverse digitale platforme lever ikke videre i de andre dele, som nærmest udelukkende fokuserer på de sociale netværk og deres betydning for individet henholdsvis virksomheden. Og anden dels afdækning af menneskelige behov og deres forhold til de digitale medier bliver ikke taget med ind i refleksionen over, hvorfor og hvordan virksomheder skal deltage i sociale netværk. Ligeledes har første del karakter af debatterende præsentation, anden del bliver præget af en akademisk refleksion, mens sidste del ender i en konsulentagtig rådgivning. Og måske kan man godt lave debat, refleksion og salg i samme bog, men for mig betyder den manglende sammenhæng mellem bogens dele og deres forskellige tilgang, at den aldrig finder sin form og dermed ikke bliver en rigtig helstøbt, vellykket bog.

Denne kritik skal dog ikke få lov til at stå som afslutningen. Saxberg skal have det sidste ord med endnu en af de pointer, som viser, at hun trods sin entusiasme og optimisme på den digitale udviklings vegne ikke glemmer det menneskelige:

”Det digitale univers er blot en tom skal. Det er op til os som brugere at fylde det op med ting, der giver os viden, værdi og mening.”

Homo Digitalis. Mennesker og organisationer – fra forskning til digital praksis. Natasha Friis Saxberg, Dansk Psykologisk forlag 2013.

Links
Læs Astrid Haugs anmeldelse på hendes blog eller k-forum.

Hør Natasha Friis Saxberg i Elektronista på Radio24syv (m. Christiane Vejlø)

Se Natasscha Friis Saxberg i DR2 Dealine

Se mere om bogen

Reklamer
med emneordet ,

Pia Porse Wett Jørgensen: Coaching – nå dine mål i praksis

“Al ægte hjælpsomhed begynder med ydmyghed over for den, jeg vil hjælpe, og dermed må jeg forstå, at dette der med at hjælpe ikke er at ville herse men at ville tjene” – Søren Kierkegaard.

Dette Kierkegaard-citat kommer fra Pia Porse Wett Jørgensens bog Coaching – nå dine mål i praksis. Det er erkendelsen i citatet, altså at det at yde hjælp kræver, at hjælperen sætter sig selv i anden række, ydmygt og tjenende, som er det vigtige, for det er den rolle som den gode coach skal indtage. Jørgensen fremhæver ganske vist igen og igen, at coachen også skal være en rollemodel for coachee (som hun konsekvent kalder den person, som coaches) – både i form af fysisk og psykisk velvære og balance og i form af selv at være i udvikling. Men når døren lukkes og sessionen begynder, så skal coachen sætte parantes om sig selv og yde “ægte hjælpsomhed”.

En praktisk guide – mest af alt
Bogens titel – Coaching – nå dine mål i praksis – virkede lidt misledende på mig. For den lægger op til, at du kan nå dine mål i praksis, altså at der er et selvhjælpsaspekt over bogen. Det står naturligvis læseren frit for at prøve de forskellige værktøjer, som bogen fint og fyldigt præsenterer i det sidste kapitel, og se om det giver en vej til målrealisering. Men det er ikke en selvhjælpsbog. Det er en bog omkring arbejdet som coach, mest af alt.

Bogen introducerer til coaching i praksis. Med vægten på coachen. Hvad skal coachen huske i forbindelse med indretningen af lokalet, hvor coachsessionerne foregår; hvordan skal coachen møde coachee; hvordan kan rammen for et coaching forløb tage sig ud – og hertil kommer en række overvejelser over etiske aspekter ved coaching, barrierer ved coaching, brugen af interne og eksterne coaches mv., som ikke fylder så meget i bogen og heller ikke rigtigt åbner op for de helt store erkendelser eller indsigter.

Derfor bliver bogen i høj graf til en praktisk guide til hvad det vil sige at være coach og udføre coaching. Det bliver især understreget af, at præsentationen af en ramme for coachingforløb fylder absolut det meste af bogen. Så bogen vil uden tvivl være god at læse for den, som overvejer at blive coach, er i startfasen af at blive coach eller en som gerne vil have en første fornemmelse for, hvordan coaching kan gribes an.

Rammen for et coachingforløb
Bogen er i al væsentlighed en præsentation af den ramme for coachingforløb, som Jørgensen har fundet mest frugtbar gennem sit eget virke som coach. Det er en ramme, som rummer 6 trin:

Trin 1: Forberedelse og opbygning af coachingrelationen
Trin 2: Nuværende situation og opfølgning på opgaver
Trin 3: Målafklaring
Trin 4: Forhindringer
Trin 5: Alternativer og handlingsplan
Trin 6: Afslutning og opgaver

Og i al korthed er pointerne: Den gode coaching relation skabes ved, at coachingen finder sted i et godt lokale (ingen sollys i øjnene, ingen forstyrrelser mv.), og coachen får coachee til at føle sig godt tilpas (begynd fx med smalltalk). Der følges op på coachees nuværende situation (hvordan går det og er der noget, som der skal tages hånd om nu og her) og på opgaver (hvis det er mere end første gang i et coachingforløb). Der tjekkes også op på mål – for en førstegangscoachee gælder det både for hele forløbet og dagens session, for en fleregangscoachee gælder det relationen til forløbets mål og dagens session. Herefter skabes en dialog om forhindringer, altså en afklaring af de mentale benspænd, coachee har for at komme i mål, ligesom der både kigges på alternativer til hvordan målet kan indløses (der er aldrig kun en vej) og der lægges en handlingsplan (opdelt i de små skridt mod målet). Der afsluttes med at tjekke af med coachee, at sessionens mål blev indløst, og der gives opgaver til næste session, et nyt delmål, hvor coachees commitment også skal tjekkes.

Jørgensen giver en rigtig fin præsentation af alle disse områder. Og rigtig mange steder giver hun også god vejledning i, hvordan man som coach kan gå i dialog med coachee inden for områderne – der er mange gode eksempler på spørgsmål og skemaer, der kan bruges direkte. Især kan jeg godt lide Jørgensens eksempel på, hvordan man faktisk tjekker om coachee er klar til fx at holde op med at ryge, at finde et nyt job eller lignende: “Hvis jeg kunne knipse med fingrene, og du allerede nu havde nået dit mål – måtte jeg så gøre det?”.

At stille gode spørgsmål og at lytte
Som introduktion til hvad coaching vil sige, hvis du ønsker at praktisere coaching, er Coaching – nå dine mål i praksis en god og anbefalelsesværdig bog. Den kommer pænt rundt om emnet – med den vinkel, der nu er valgt – og jeg kan rigtig godt lide, at Jørgensen helt eksplicit i bogen skriver, at god coaching faktisk mest af alt handler om at stille gode spørgsmål og at lytte. Det er skåret helt præcist og helt ind til benet – og Jørgensen får heldigvis også antydet, at det faktisk er voldsomt svært at lykkes med… både at stille gode spørgsmål og at lytte!

Samtidig er det meget fint, at Jørgensen lægger ud med at beskrive det menneskesyn, som bærer coaching – et syn, hvor alle mennesker bliver betragtet som ressourcefyldte, kreative og resultatskabende med en evne til at udvikle sig selv ud fra dets fri vilje, kreativitet og spontanitet; til tider skal forholdene bare lægges til rette for vedkommende, så det lykkes. Og det er netop det coaching gør – lægger forholdene til rette, så individet kan udfolde sin indre ressoucer, sit potentiale, sin læring og udvikling til at nå sine mål.

Det skal også nævnes, at bogen er godt skrevet og som helhed klart opbygget, så det er let at komme gennem den. Derfor vil jeg ikke undlade at anbefale den til alle, som vil vide noget om, hvordan man overhovedet kan gribe det an, hvis man gerne vil arbejde som coach eller med coaching.

Den lille horisont – og den store

For mig har Jørgensen valgt at skrive en bog med en lille horisont. Det kan lyde negativt, men det er ikke tanken: fokus i bogen er på arbejdet som coach – og derfor bliver perspektivrigdommen begrænset.

Nok er der en meget kort indplacering af coaching i forhold til andre tilgange til udviklingen af menneskelige ressourcer og potentialer – instruktion, supervision, mentor mv. Og der bliver lige omtalt en række forskellige typer af coaching – business coaching, team coaching, salgscoaching mv. Og endelige bliver der set lidt på ledelse og coaching på forskellig vis.

Men det fylder meget lidt og især forholdet mellem ledelse og coaching forbliver uforløst i bogen. Der er ingen tvivl om, at Jørgensen mener, at det er et godt redskab i ledelse, men fordi bogens fokus er et andet, bliver jeg aldrig overbevist om, hvorfor eller – i særdeleshed – hvordan ledelsespraksis og lederen som coach mødes. Det er heller ikke bogens ærinde, men måske skulle det så ikke have været med.

Det som bogen bevidst har fravalgt at tage med er turen ud og surfe på den store horisont.

Der hvor coaching bliver udfordret af andre teorier. Det gælder både i selve tilgangen til mennesker, hvor coachingens tilgang er en fokusering på nuet og fremtiden, mens fx psykoanalysen vil hævde, at hvis du ikke har forstået din fortid, vil du gentage de samme fejl igen og igen.

Eller coachingens opfattelse af menneskets som et potentiale, der blot skal foldes ud, hvor det er muligt at pege på en del menneskeopfattelser, der ikke nødvendigvis frakender mennesket et potentiale, men ser det i et mere omfattende rum af samfundsmæssige, økonomiske og politiske forhold, strukturelle, narrative, dybdepsykologiske og epistemiske forhold, som gør coachingens tilgang lidt naiv.

Eller en diskussion af antagelsen om coachingens ligeværdige, magtfrie rum, som i det mindste antyder, at der heller ikke ligger andet end en åbende nysgerrighed bag coachens spørgsmål – men denne antagelse kan problematiseres som i bedste fald naiv: der eksisterer ikke ligeværdige, magtfrie relationer, den åbnende nysgerrighed er gennemtrukket af manipulerende spørgsmål som aftegner bestemte horisonter for coachee.

Der er flere områder, som er meget spændende at reflektere coaching ind i – og en bog som gør en del af det og gør det fremragende er R. Stelter (red): Coaching og læring (Dansk Psykologisk Forlag 2002) – og selvom det falder uden for Jørgensens bogs rammer, så er det værd at forfølge nogle af disse tanker, hvis man virkeligt gerne vil arbejde med coacing eller direkte arbejde som coach.

Coaching – nå dine mål i praksis er et fint sted at begynde, men kan ikke være et sted at slutte … hvis man vil noget med coaching.

PS
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jørgensens nærmest påbud om, at coachen skal være rollemodel. For jeg synes, at det rejser mange spørgsmål: Må en coach så ikke være tyk, skilt, ryger, have et overdrevet kaffeforbrug, dårlig økonomi eller grædende børn på vej hjem fra institutionen sent torsdag eftermiddag… Og hvad betyder det for en ligeværdig samtale, hvis den ene af partnerne er rollemodel for den anden… er der så tale om ligeværdighed? Og går selve tanken om rollemodel ikke direkte imod coachingens tankegang: Coachen ikke være vejledende, ikke være rådgiver, ikke i sit sprog fremhæve nogle værdier, synspunkter, holdninger, da mål er, at coachee finder sine egne værdier og holdninger, at coachee lærer at lære – eller som Jørgensen fornemt fremhæver med sit Kierkegaard-citat: det handler om at coachen for at hjælpe sætter parentes om sig selv, om sit selv – men gør man det som rollemodel?

Pia Porse Wett Jørgensen: Coaching – nå dine mål i praksis, Jyllands-Postens Forlag 2005

med emneordet ,

Edvard Borbye: Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis

“Ethvert individ er en undtagelse fra reglen”, skriver Jung et sted, og det er værd at holde fast i, når man kaster sig over Borbyes præsentation af Jungs typelære – for typelæren har uden tvivl sine styrker, men den bliver noget firkantet ind imellem

Målsætningen i Hvorfor er du så anderledes? er at beskrive Jungs typelære fyldestgørende. Den er nemlig, ifølge Borbye, et fremragende begrebsapparat til at forstå mange konflikter, forskelle, modsætninger, som man oplever mellem mennesker i deres daglige samvær.

Afsættet er på mange måder Jungs centrale påstand, at selvom vi alle nok erkender, at alle mennesker er forskellige, så antager vi alligevel, at ‘alle er ligesom os selv’; men sådan er det ikke! Vi er forskellige typer, og vi ser og oplever verdenen på grundlæggende forskellige måder alt efter vores type: “Man ser som man er”, siger Jung. At lære typerne at kende, kan derfor åbne op for en større gensidig forståelse.

Borbye fremhæver desuden to fortrin ved Jungs typologi: 1) den er værdifri, idet alle typer sidestilles, og 2) den er udviklingsorienteret som resten af Jungs psykologi, dvs. nok er man som person en type, men det er muligt at arbejde med den.

De fire typer og to indstillinger
Jung arbejder med fire typer, som tager udgangspunkt i vores mentale funktioner: sansning, intuition, tænkning og følen. Dette giver typerne: Sansetypen, Den intuitive type, Tænketypen og Føletypen. Og det er naturligvis vigtigt at pointere, at alle mennesker har del i alle funktionerne, at alle mennesker er lidt af alle typerne.

Borbye leverer nogle klare beskrivelser af disse typer. Sansetypens jordnære, realistiske, pragmatiske tilgang til virkeligheden, Den intuitive types fornemmelser for overordnede sammenhænge og mønstre bag den konkret sansede virkelighed, Tænketypens logiske, analytiske og let distancerede fortolkning af virkeligheden, og Føletypens subjektive og værdiladede fortolkning af virkeligheden.

Der er forskellige niveauer i disse tilgange – sansning og intuition er perceptionsfunktioner, de indsamler data i hver deres opfattelse af virkeligheden; mens tænkning og følen er vurderingsfunktioner, der bearbejder data erkendelses- eller værdimæssigt. Jung kalder de to første for irrationelle, fordi der ikke sker en vurdering, og de to sidste for rationelle netop fordi der sker en vurdering.

Disse fire typer er endvidere knyttet til et typologisk modsætningspar: det ekstroverte og det introverte. Den ekstroverte, som har al fokus rettet ud ad mod verden, er selskabelig, vil gerne være med hvor det sker – over for den introverte, som retter blikket indad, mod sin egen verden af ideer og tanker. Og her er der fri kombinationsret – man kan fx være en ekstrovert Tænketype eller en introvert Tænketype, ens tænkning vil i givet fald være rettet mod den ydre verden eller den indre verden.

Systemtvang
For mig at se går der imidlertid systemtvang i typelæren. For Jung er der en funktion, som er dominant hos et individ, og denne dominant sætter sin modpol som inferiør, mens de to andre funktioner bliver ‘hjælpefunktioner’. Fx vil en Tænketype pr. definition have følefunktionen som inferiør og sansning og intuition som hjælpefunktioner – og videre: er det en introvert Tænketype, så vil tænkningen pr. definition være introvert, indadrettet; mens de andre funktioner (følen, sansning, intuition) pr. definition vil være ekstroverte.

Denne systemtvang gør det muligt at opstille kasser og skemaer, der afdækker alle mulige kombinationer af mennesketyper, og fordi der er et relativt begrænset antal faktorer med i spillet, bliver det er relativt beskeden antal typer at arbejde med.

For mig bliver dette simpelthen for stift og firkantet. Det er som om menneskets diversitet bliver reduceret til en matematisk formel, og for mig bliver det reelt set utroværdigt. Ja, det får et nærmest komisk skær, for det giver slet og ret ikke mening for mig, at fx en introvert tænketype pr. definition skal være ekstroverte i deres følefunktion. Jeg har ikke andet end hverdagslige erfaringer at bygge på, men de siger mig, at en person sagtens kan være introverte i begge funktioner.

Og her er det så, at jeg griber tilbage til Jungs egen bemærkning: “Ethvert individ er en undtagelse fra reglen”.

Jung arbejder også selv med visse modifikationer – fx lader han sin egen stive rangordning krydses af tanken om, at vi kan være disponeret fra fødslen for en type og en indstilling, men gennem ens opvækstmiljø bliver man til en lidt anden type (det er lidt uklart, om dette ses som godt eller skadeligt). Og at man også kan arbejde med og udvikle sin type og indstilling. Opfattelser, som blødgør systemtvangen. Men Borbye syntes at lade skinne igennem, at Jung rent faktisk er ret kasseagtigt i sit syn på menneskets typer.

Typelæren i den praktiske hverdag
Et sted i Hvorfor er du så anderledes? skriver Borbye noget i stil med, at typelæren giver de overordnede kendetegn ved mennesker, men ikke en forklaring på deres individuelle sjæl, typelæren er en motorvej ind i forståelsen af de forskellige mennesketyper. Borbye lægger op til en mindre (end Jung selv) ontologiserende brug af typologien – og en mere vejledende brug.

Med den præmis kan det give en vis mening at anvende de mange kasser og firkanter i typologien. Den tilbyder en rammeforståelse af andre mennesker, en initial indgang, og jeg ser her muligheder i typologien. Der er oplagt mennesker, jeg ville kendetegne som tænke-, føle-, sanse- eller intuitive typer, ligesom man med Jungs typologi i bagagen kan undgå at opfatte andre som kopier af en selv og anerkende at de ser og opfatter verden anderledes. Det ser jeg personligt som en af de allervigtigste pointer.

Omvendt er det så også her, at det bliver vanskeligt. Typebestemmelsen, som Borbye skriver en del om, er ikke så ligetil. Bl.a. fordi et menneske, hvis dominante funktion er introvert, ifølge teorien vil være ekstrovert på de sekundære og inferiøre funktioner, altså man vil opleve menneskets udtryk anderledes end det er.

Samtidig kan et menneskets inferiøre funktion, hvis den ikke er bevidstgjort, styre dette menneske ubevidst, så det fremstå som en udadfarende, næsten aggressiv person, selvom det i virkeligheden er en introvert tænketype.

Og endelig åbner Jung op for, at man faktisk er i stand til at rette ens type lidt ind i forhold til omgivelserne, så du kan blive i stand til at være mere ekstrovert end det umiddelbart ligger til dig.

Så det er kort sagt rigtig svært at lave en typebestemmelse – medmindre man tager fx en Myers-Briggs-test, der bygger på de jungianske typer og indplacerer testpersonen i en af typerne. Men så er vi væk fra den umiddelbare hverdag. Borbye skriver også et sted, at vi i hverdagen klarer os igennem med en middelmådig forståelse af hinanden – en lidt lakonisk kommentar.

Borbye kommer også selv med en lang række eksempler på typologien i praksis – lige fra jobfunktioner til parforhold og midtvejskriser. Og der er helt klart interessante indsigter at hente, fx den markante overvægt af tænketyper i lederstillinger eller det delvise opgør med at modsætninger mødes – eller det gør de nok, men det kommer der sjældent et godt og langvarigt forhold ud af. Det giver teorien lidt perspektiver i praksis, og det er godt.

Hvorfor er du så anderledes?
Hvorfor er du så anderledes? er på nogen måder en lidt vanskelig bog. Overordnet set synes jeg, at dens fremstilling af Jungs typelære i selve formen er ret kedelig. Den virker meget præcis, meget loyal, meget korrekt. Og den er meget ord og meget lidt kød og blod. Når Borbye vil give eksempler, henter han den som oftest fra den danske litterære tradition – fra Grundtvig til Martin A. Hansen – og fra kunstens verden… Men det bliver det ikke rigtig godt af – at forstå Hansens Løgneren som eksempel på den intuitive opfattelse af verden er unødigt kompliceret. Borbye har langt bedre eksempler, når det gælder at have eller ikke have en holdning til tøj eller alle de andre mere hverdagslige eksempler. Selvom de er konstrueret til lejligheden.

Og de hverdagslige, konstruerede eksempler er også bedre end bogens sidste del, hvor Borbye kommer med eksempler på typologien i praksis. Problemet er at der bliver temmelig megen gentagelse af typerne, deres træk og indbyrdes måde at fungere på. Samtidig fandt jeg aldrig ud af, hvorfor de anvendte eksempler blev anvendt – og ikke alle mulige andre.

Disse kritiske kommentarer hindrer ikke, at Borbyes bog kunne være et godt bud på en af de bedste introduktioner til Jungs typelære på dansk. Den har en stor troværdighed i sin fremstilling, og den undgår i det store hele at lande i en psykologisk fagterminologi. Det gør den forholdsvis let at læse.

Edvard Borbye: Hvorfor er du så anderledes? Jungs typologi i teori og praksis, Dansk management Forum, 1996 (og senere)

med emneordet ,

Nethe Plenge: Mød konflikten. Om konflikter på arbejdspladsen

Plenges Mød konflikten er fyldt med mange fine indsigter, præcise iagttagelser og et godt redskab til at forstå konfliktens dynamik – og dens mulige løsning

!Se Nethe Plenges diskussion af dele af denne anmeldelse på hendes egen blog!

Konflikt – en krise mellem mennesker
Nethe Plenges afsæt er en overbevisende – og overbevisende enkel – fremstilling af, hvordan konflikter typisk forløber i et optrapningsforløb. Fra den første uoverensstemmelse som udvikler sig til, at der kommer skår i tilliden mellem de involverede parter. Dernæst opgiver konfliktparterne at tale sammen og begynder efterfølgende at danne fjendebilleder af hinanden. Til sidst har de mistet respekten for hinanden og er helt polariseret. Og således er en mindre uoverensstemmelse gået så meget i hårdknude, at dens parter ikke kan mødes.

Hele denne konfliktoptrapningen afspejler sig ofte i en bestemt sprogbrug – fra beskyldninger over generaliseringer (fx den og den person er ALTID sådan) til sladder og fordømmelse. Og Plenge får meget fint vist hele dette aspekt med den sproglige afspejling. Hvor den vigtige pointe er, at hvis man husker at lytte efter, kan man måske nå at stoppe konflikten i tide – for hvert trin på konfliktoptrapningsstigen har sin egen ”stopknap”. Og det det er uligt meget lettere at stoppe en konflikt på første eller andet trin end at stoppe den på næstsidste eller sidste trin. Her er der god inspiration at hente hos Plenge.

Følelserne er konfliktens alarmklokke
Et af de temaer, som fylder meget i bogen, er Plenges beskrivelser af, hvor meget følelser betyder i konfliktsituationen, ikke mindst hvor svært det bliver for de involverede at forholde sig til sagen, fordi de ser sagen gennem følelser over for sagen og ikke mindst over for de involverede personer (i øvrigt er det en gennemgående pointe i bogen, at en konflikt altid har to dimensioner (mindst) en sags- og en persondimension).

Jeg synes, at Plenge her får ramt sømmets hoved helt præcist: følelsernes betydning er essentielle i en forståelse af en given konflikt – og misforstår du følelserne, herunder hvilke behov, fortolkninger og vurderinger, der er på spil, så kommer du aldrig til at løse en konflikt ordentligt.

Derfor bliver det også en central pointe hos Plenge – så central, at hun berettiget gentager den igen og igen – at en konflikthjælper, også som førstehjælper eller som mægler, i allerførste omgang skal skabe en samtale, der sigter mod at få konfliktpersonen til at blive klar over hvad der er på færde i personen selv, hvilke følelser, der er på spil, for ellers bliver det en nærmest umulig opgave at løse konflikten.

Konfliktopløsningens redskaber
Plenge peger på, at de bedste redskaber til at løse konflikter i en samtale er: spejling (en vis gentagelse af hvad den anden siger), opsummering (sæt overskrifter på), tjek om du har forstået den anden rigtigt, spørgsmål (igangsættende, undersøgende og afklarende, ansporing til uddybning), for at blive klar på sagens kerne. Og at denne sproglige fremfærd skal kombineres med en forståelse (sympati og empati; det er ikke lig med enighed); et nærvær og en evne til at rumme affekten uden at bidrage til den.

Desuden påpeger Plenge, at der findes gode redskaber til at analysere konfliktsituationen. Hun anbefaler især, at man begynder med at se, hvilket ”felt” konflikten befinder sig i – er det enten det praktiske, det ressourcemæssige, det værdimæssige eller det subjektive felt. Denne analyse gør konflikten mere overskuelig – og alt efter konfliktens karakter, er angrebsvinklen også lidt forskellig. Det praktisk kalder på en problemløsning, det ressourcemæssige på en forhandling, det værdimæssige og det subjektive kalder på en egentlig dialog.

Konfliktforebyggelse
Mød konflikten rummer også fire fine kapitler, der handler om at forebygge konflikter. Det første handler om at skabe en feedbackkultur, hvor alle søger at adskille sag og person og arbejder med fire trin: den ”værdifri” iagttagelse/beskrivelse af en situation, en fremlægning af oplevelsen af situationen, altså hvad den gjorde ved mig, samt en fortolkning og vurdering af situationen. Det er vigtigt – og en central pointe overalt i bogen – at det hele holdes på ”egen banehalvdel”, altså jeg ser, jeg oplever, jeg tænker og jeg føler – så det ikke kan misforstås.

Det andet kapitel handler om beslutningsprocesser, især om hvordan medarbejdere kan inddrages og om hvor vigtigt det er, at fortælle medarbejdere om, hvortil deres indflydelse går og hvor den ikke går. Altså: husk at informer. Det tredje kapitel handler om mødeledelse og det sidste om sammenlægninger. Det er udmærkede kapitler, men jeg hentede ikke så meget ny inspiration i dem – og så er det en lidt sjovt begrænsning, Plenge indfører i fokuseringen på sammenlægninger … hvorfor ikke bare skrive et mere overordnet kapitel om forandringer, som sammenlægningerne er en del af, men som også indeholder mange andre potentielle konflikter – især fordi Plenge hele tiden læner sig op af at skrive kapitel sådan – og så alligevel ikke…

Man er ikke, hvad man gør
Det er en altafgørende pointe for Nethe Plenge gennem hele Mød konflikten, at der kan skelnes skarpt mellem sagen og personen, mellem hvad personen gør og hvem personen er. Det er personens handlinger adskilt fra personens selv.

Og det er faktisk en ret interessant pointe – som jeg ud fra et konflikthåndteringsperspektiv ser som et rigtig godt redskab, men som jeg i praksis og i mere filosofisk forstand er mere i tvivl om. Da jeg læste pointen første gang hos Plenge, tænkte jeg på de gamle eksistentialister – Sartre, Camus m.fl. – hvis hovedpointe er, at mennesket er, hvad det gør.

Da jeg i sin tid arbejdede i en kiosk og kom for sent betød det, at min kollega skulle blive der i længere tid. Hans arbejdsdag blev forlænget med præcist det antal minutter som jeg kom for sent med. Havde jeg kommet for sent hver gang, havde det skabt en konflikt, og i Plenges perspektiv ville det være vigtigt, at holde fokus på, at problemet/konflikten var ”kommer ikke til tiden” frem for ”han er ligeglad med andre og kommer derfor når det passer ham”. Altså – sagen er ”kommer for sent” og det har ikke noget med personen at gøre. Plenge kalder det personliggørelse af konflikten.

For mig at se er der to perspektiver i det.
For det første: hvis jeg altid kommer for sent (uden grund), så ER jeg en person, som altid kommer for sent og dermed ikke tager hensyn til mine kolleger. Det betyder ikke, at jeg i alle kollegiale forhold er hensynsløst. Måske tager jeg kage med til alle kollegers fødselsdag, måske inviterer jeg til fester, biografturer osv. osv.; men lige i det perspektiv, som gælder at komme til tiden, der er jeg hensynsløs over for mine kolleger og udviser ikke den rette respekt. Plenge har ret i sin konfliktoptrapningsmodel: at gå fra enkelttilfældet (jeg er kommet for sent en gang) til generaliseringen (han kommer altid for sent og er ligeglad med os andre) skaber en uretfærdig konflikt, men kommer jeg altid for sent, så er jeg hensynsløs eller ligeglad med mine kolleger. Kort: Jeg er det, jeg gør – men Plenge har ret i, at enkelttilfældet ikke skal generaliseres.

For det andet: det perspektiv som hverken eksistentialisterne eller Plenge får godt nok frem er, at det i mange tilfælde faktisk drejer sig om forskellige værditillæggelser og fortolkninger af verden. Plenge er inde på et eksempel med hvordan maden bliver serveret for en ældre borger. En ”hælder bare maden op på tallerkenen” og en anden synes, at det er rodet og uappetitligt at servere maden på den måde. Her – som så mange andre steder – drejer konflikten sig om forskellige menneskers forskellige måder at se verden på. Ham der smider maden på tallerkenen ser det ikke som rodet og uappetitligt, for ham er det bare måde at spise ad på; mens den anden har en anden værdi. Og for mig at se handler dette ikke om, at den ene eller den anden gør eller er på en bestemt måde. Jo, den ene oplever servering på en måde og ”er” sådan; den anden oplever det på en anden måde og ”er” sådan. De har bare forskellige værdier – og her er konfliktløsningen ikke på personplanet: hvem har ret i hvordan mad skal serveres? – her er konfliktløsningen på ledelsesniveau: Ledelsen forventer, at mad skal serveres på den og den måde. Og når en ledelse ikke naturligt er involveret, så er målet i en sådan konflikt at skabe forståelse for, at der ikke er en rigtig måde at gøre tingene på, fordi mennesker ER forskellige med forskellige værditillæggelser og fortolkninger af verden, og det bør respekteres frem for at være konfliktstof.

Men dette er ikke nogen helt simpel diskussion – for jeg ser Plenges pointe i konfliktløsningssammenhæng, men mener dog stadig, at den filosofisk set er uholdbar. Men det er en meget, meget interessant diskussion, og jeg ser en af styrkerne hos Plenge, at hun rejser diskussionen og selv tager klart stilling i den.

Få kritikpunker
Bogen har også nogle svagheder. Den stritter lidt, fordi den er fyldt med små mini-eksempler, bokse med særligt fremhævede pointer, Til overvejelse (små konstruerede situation, man skal tage stilling til), illustrationer, Kort og godt (opsamlinger på hvert kapitel), øvelser, refleksion, supplerende litteratur – alt sammen i hvert eneste kapitel. Det giver en lidt underlig læserytme, som i hvert fald ikke passer mit temperament så godt. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, at der er fine pointer og overvejelser i det – men jeg ville have arbejdet med præsentationsformen.

Når det er sagt kan jeg dog alt i alt kun anbefale bogen. Den har gode, inspirerende pointer, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan bidrage til et bedre konfliktløsningsklima på en arbejdsplads. Så læs den og bliv klogere.

Nethe Plenge: Mød konflikten. Om konflikter på arbejdspladsen, 2008, Gyldendals Bogklubber, København.

med emneordet ,

Michael White: Narrativ praksis

Efter læsningen af Whites Kort over narrative landskaber, som er helt eminent, blev jeg nødt til lige at læse hans bog Narrativ praksis. Og det var tiden værd… især fordi den udfoldede nogle teoretiske og kritiske potentialer, og fordi White i bogen er en dybt reflekteret terapeut, som indbyder til stor respekt

Narrativ praksis vs Kort over narrative landskaber
I Narrativ praksis skriver White i vid udstrækning om en række af de samme emner, som han også beskriver i Kort over narrative landskaber. Set fra den vinkel er der ikke meget nyt at hente i bogen – det er reelt set kun Whites tanker omkring sorgarbejdet og de terapeutiske dokumenter, som rummer nyheder i forhold til Kort over narrative landskaber. Så det er kun den meget interesserede, der vil få merværdi ud af at læse om eksternalisering, definerende ceremonier mv. pga. de nye, gode eksempler, White kommer med.

Men alle, der interesserer sig for sorgarbejde, bør som minimum læse Whites tanker om det – for i modsætning til en del terapi og ikke mindst ”dagligdagens psykologi”, der anbefaler, at ”man kommer over et dødsfald hurtigst muligt”, at ”man kommer videre” osv., så anbefaler White, at man ”hilser på”, at man forholder sig til det menneske, man har mistet, at man anerkender den plads, det menneske har haft og har i ens liv: forholdet til den døde er en levende relation, ikke en relation, man skal fjerne sig fra, fordi man derved fjerner sig fra sig selv.

For mig er bogens største værdi – når den bliver læst sammen med Kort over narrative landskaber – at den har en mere omfattende beskrivelse af den teori, White forholder sig til, og det vil især sige Foucault og poststrukturalismen, og en mere udfoldet fremstilling af hvordan White ser hans narrative terapi som en del af kritik af det senmoderne samfund.

Teoretiske perspektiver
Fx giver White en længere redegørelse for det moderne bliks konstituering af subjektet som objekt for dets egen overvågning, det gælder Jeremy Benthams ide om panopticon. Og han diskuterer strukturalismen over for poststrukturalismen.

Her kan jeg dog ikke undlade at indvende, at White fortegner billedet af strukturalismen en smule, fordi han kobler den med traditionel humanisme og lader den være definerede for de sidste 400 års kulturhistorie. Det er altså ikke præcist; strukturalismen er på væsentlige punkter et opgør med humanismen, ikke mindst omkring subjektopfattelsen, der er så vigtig for White.

Så det mest interessante er her, hvordan det faktisk lykkes White at lokalisere sin egen narrative praksis som en poststrukturalistisk praksis i dens adskillelse af ”selv’et” og identiteten og de muligheder, det åbner – for det gør han fint. Og fordi han i den grad eksplicit reflekterer sit eget teoretiske og kulturpolitiske standpunkt, gør det ham særligt interessant at læse.

Kritikken af den moderne kultur
Selvom kritikken af det senmoderne samfund, det objektgørelse eller tingsliggørelse af det moderne menneske, og hele naturaliseringen af menneskets identitet, altså netop dette, at mennesket bliver opfattet som havende et selv, en kerne, en essens, som er naturlig for mennesket og konstituerer dets identitet, selvom disse aspekter også var klart tilstede og klart formuleret i Kort over narrative landskaber, så får denne kritik ekstra meget fylde i Narrativ praksis.

Bl.a. er der et langt interview med White – lavet af Ken Stewart – om psykiatriens patologiserende diskurser og deres reproduktion af vores kulturs subjekt/objekt-dualisme, vores beherskelsesstrategier, ekspertvælde mv., der bl.a. betyder, at psykiatriske patienters oplevelsesunivers ses som afvigelser frem for effekt af vores samfundsstruktur og dermed ikke anerkendes, ligesom oplevelsesuniversets konsekvenser og effekter for patienten ikke anerkendes. Dermed mener White, at behandlingen i udgangspunktet kommer til at spænde ben for sig selv. White går ikke anti-psykiatriens ærinde, han deler visse fodslag med den, men ikke alle, og han underkender ikke, at medicinering kan være nødvendigt mv., men han forholder sig dybt kritisk til psykiatriens diagnosticeringspraksis.

Ligeledes har White en lang diskussion af naturaliseringen af identiteten set i forhold til både kulturen og selve den narrative praksis og hvordan den kan ”udpakke”, som White kalder det, identitetskonklusionerne. Altså frem for at lade identiteten snævre ind til et område: ”Sådan ER du”, som i langt højere grad begrænser menneskets handlemuligheder og de veje, det kan gå, for at ændre sin livsbane, så bliver identitets rigdom pakket ud – den overvældende rigdom af forskelligartede historier, fortællinger, mennesker, oplevelser, erfaringer, læringer som udgør vores identitet og giver os en masse muligheder for at handle, handle anderledes og gå nye veje.

Som White også nævner et par gange, så er mennesket, som vi forstår det i den moderne kultur med det indre jeg, der skal rummer både emotioner og rationaler, en primært vestlig tanke med en meget kortvarig historie bag sig.

En konklusion?
For mig at se udgør Whites narrative teori og praksis et meget spændende bud på en terapeutisk tilgang til mennesket, der grundlæggende bygger på en berigende og anerkendende tilgang og forståelse af det menneske, der er i terapi. Hos White reflekteres hans egen tilgang meget spændende i forhold til kulturhistorien og kulturpolitikken; men hele hans måde at gå til mennesket på rummer også potentialer til ændre sin måde at gå til andre mennesker på.

Derfor er det ikke overraskende, at en række af de tanker, der findes hos White, har fundet vej ind i nyere ledelsesteori – systemisk ledelsesteori, væsentlige dele af anerkendende ledelsesteori, LØFT mv. bygger på samme tankegods som White præsenterer. Hans teori er interessant ud over en rent terapeutisk kontekst – og jeg kan kun anbefale alle at stifte bekendtskab med den.

Michael White: Narrativ praksis, 2007, Gyldendals Bogklubber, København.

med emneordet ,

Michael White: Kort over narrative landskaber

“Vores identitet er ikke andet end skrøbelige narrativer der kan eroderes, men også omformes og styrkes”. Således skriver Allan Holmgreen i sin fine indledning til Michael Whites Kort over narrative landskaber, og i sin essens er bogen et teoretisk, praktisk og reflekterende bud på, hvordan narrativer kan omformes og styrkes for at give mennesker et bedre liv

Grundlæggende for den narrative terapi – dens teori og praksis – er en forståelse af menneskets identitet som bestående af fortællinger: Vores identitet er sammensat af de historier, vi fortæller om os selv, vores liv, vores forhold til andre mennesker og vores forhold til os selv. Det centrale er, at disse historier altid gennemtrukket af bestemte temaer – af tabet, af fiaskoen, af inkompetence, af håbløshed, af mangel på mening, af magtesløshed eller omvendt af nærvær og kærlighed, af succesen, af kompetence, af håb og mening. Disse temaer angiver hvordan vi har det med os selv og andre – og forandringen af hvordan vi har det, handler om hvordan vi omgås med vores historier.

Narrativ terapi
I terapeutisk sammenhæng har opfattelsen af menneskets identitet omfattende implikationer for, hvordan terapien foregår. Og narrativ terapi vender sig direkte mod den opfattelse af menneskets identitet, som har været – og stadig er – dominerende ikke blot i mere traditionel terapi, men i den vestlige kultur. En opfattelse, hvor mennesket bliver delt i en væren og en kunnen, en indre kerne og en overflade, et indre og et ydre.

Den narrative terapi ser i stedet mennesket som en “livsforening”, som White et sted formulerer det. Altså en forening af historier om vores liv, en forening af de skikkelser og personer fra ens fortid, nutid og fremtid, hvis stemmer har betydning for menneskets identitet. White taler om, at mennesket har en “flerstemmig identitet” – en identitet af flere stemmer eller flere historier, hvor menneskets intentionelle forståelse, forståelse af værdier i livet, erkendelse, læring og viden i relation til andre mennesker konstituerer identiteten.

For den terapeutiske praksis implicerer det, at frem for – som traditionel terapi gør – at søge ind efter det indre, kernen, at finde mennesket i mennesket, for at arbejde med mennesket der, søger den narrative terapi at bearbejde de historier mennesket fortæller om sig selv.

Narrative metoder
White præsenterer i sin bog en række af de metoder, han har udviklet gennem et langt liv som terapeut – i en dialog mellem mennesker, han har givet terapi, og teoretiske inspirationskilder. Det er disse metoder, White kalder kort, og der er i alt 6 kort: Eksternalisering, genforfatterende samtaler, genmedlemsgørende samtaler, definerende ceremonier, samtaler der fokuserer på unikke hændelser og stiladserende samtaler.

Alle kort har til formål, at det menneske, der er i terapi, som allerførste skridt lærer, at det problem, det har – vrede, sorg, meningsløshed – ikke er en del af dets indre, ikke er en del af dets essens som menneske. For når vi kan adskille vores problem fra os selv, kan vi forholde os intentionelt, handlingsrettet til problemet – som fx med eksternalisering, hvor vrede gives et navn og diskuteres som et “fænomen”, som betyder, at forholdet til mennesker bliver ødelagt, at man bliver trist inde i osv.

For når problemer ikke er en del af mennesket, kan vi forholde os til det – og pludselig kan vi måske begynde at se problemet på en anden måde, måske kan vi pludselig begynde at få øje på handlinger og hændelser, hvor vi ikke handlede, som vi plejer, fx ikke lod vrede bestemme og løbe af med os … pludselig kan vi begynde at omforme vores historier og styrke historier, hvor vi overvinder problemet. Vi kan begynde at skabe nye temaer i vores liv.

Narrative landskaber
Der kan helt sikkert være nogle som betvivler, at mennesket i den grad er i stand til at ændre deres liv og livssyn bare ved at fortælle en anden historie om sig selv. Og White siger heller ikke, at sagen er klaret på fem minutter – flere mennesker skal gennem længerevarende terapiforløb og ikke alle lidelser kan helbredes.

Omvendt er det værd at sætte sig ned og tænke over i hvor høj grad ens egen fortælling er med til at skabe billedet af en – både for andres og ens eget blik: Hvordan kan et mennesket, der siger “Jeg er jo bare en lille grå mus” kunne blive andet for andres og eget blik – med mindre mennesket ændrer fortællingen om sig selv.

Og det glade budskab er: du kan ændrer din fortælling om dig selv – det kan du ikke, hvis du tror, at du essentielt set er på en bestemt måde.

Kulturpolitik og positive visioner
I Kort over narrativer landskaber ligger der et kulturpolitisk budskab – en kritisk af den kultur, den praksis, der støtter op omkring den “enstemmige” identitetsopfattelse, altså den identitetsopfattelse, som bygger på at mennesket skal have et autentisk, autonomt selv, en indre kerne, hvilket oftest bygger på normer omkring selvbeherskelse, selvgyldighed, selvrealisering og selvmotivation. For White er denne opfattelse med til at skabe alle de problemer, der sender folk til terapeuter. Blot for at få holdningen bekræftet hos terapeuterne.

Personligt har jeg svært ved ikke bare at anbefale denne bog, enstemmigt og entydigt. Jeg ser dens kulturpolitiske ærinde, jeg ser dens forståelses af menneskets identitet, jeg ser dens metoder til at arbejde, bearbejde, omforme og styrke nye fortællinger hos mennesker – jeg ser alle visionerne i denne bog som et fantastisk åbnning af menneskets muligheder, dets potentialer, dets befrielse.

Samtidig er bogen skrevet let (i hvert fald så let som emnets tyngde tillader) og den har en fin vekselvirkning mellem teori, refleksioner og praksiseksempler. Jeg bliver naturligvis irriteret over, at den med nøglebegreber ikke har valgt en konsistent fremstilling – fx “livsforeninger” og “flerstemmig identitet”, der begge gælder sammen forhold – men vil du vide noget om narrativ terapi – i teori og praksis – er bogen fremragende — og jo, jeg er helt på parallelkurs med grundopfattelse af mennesket i den narrative terapi.

Læs Kort over narrative landskaber og bliv klogere.

Michael White: Kort over narrative landskaber, 2008, Hans Reitzels Forlag, København

med emneordet ,

Ben Furman: Børn kan

Børn kan er en interessant bog. Jeg læste den, fordi Furman er anerkendt inden for den løsningsorienterede psykologi – et område jeg er optaget af rent ledelsesmæssigt – og fordi jeg er far. Ikke til et problembarn, men til en barn med de problemer, børn nu har

Børn kan har undertitlen Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer, og bogen er som helhed en forklaring af denne metode. Den er ikke direkte henvendt til forældre, nærmest mere fagprofessionelle – lærer, pædagoger, børnepsykologer mv. – selvom forældre også med lethed kan læse den, for bogen er skrevet i et enkelt, ligefremt sprog og tankerne er belyst gennem et utal af eksempler. Og forældre kan også blive beriget i deres tilgang til deres børns problemer – store som små. Jeg følte mig i hvert fald beriget.

Hvad er Jeg kan-metoden?
Grundlæggende bygger jeg kan-metoden på “den opfattelse, at børn egentlig ikke har problemer, blot færdigheder, de endnu ikke har lært sig” – og som det vigtigste, synes jeg, – med jeg kan-metoden bevæger vi “os væk fra opfattelsen af, at noget er et problem, og i stedet bliver [vi] bevidste om den færdighed, der kræves, for at det kan overvindes”.

Pointen som Furman fremhæver igen og igen – helt berettiget – er, at det er mere opbyggende for både barnet og alle i dets omgivelser (venner, skolekammerater, lærer, pædagoger, forældre) at tale om, at barnet skal lære noget nyt, fx at sidde stille, i stedet for at barnet har et problem, fx at det larmer og skal holde op med det. Det er den opbyggelige læringsproces frem for den nedbrydende kritik som er fokus. Det er godt!

Og resten af metoden er bygget op omkring at få god støtte til denne – jo, til tider svære – læringsproces: der skal skabes motivation, navngives, udpeges hjælpere og superhjælpere, der skal skabes selvtillid og der skal planlægges fest, for når det lykkes, skal det fejres. Og så er det godt at involvere andre, at træne og ikke mindst få mulighed for at lære færdigheden videre. Der er mange gode betragtninger undervejs, ideer og inspiration – uanset om det er måltidet eller raserianfald, der eksemplificeres med.

Hvad kan jeg ikke?
Betragtet som løsningsorienterede psykologi er Børn kan en gennemarbejdet og overbevisende bog. Men den lider under samme skavank, som al andet løsningsorienteret psykologi og fx også LØFT i ledelsesmæssig sammenhæng. Der er problemer, som ikke kan løses ved at “se bort fra problemet” og alene “fokusere på løsningen”.

Furman kommer redeligt nok selv med et eksempel: en dreng, der har et ‘problem’ med, at han spiser tråde fra sine trøjer, og han holder ikke op trods Jeg kan-metoden, fordi hans problem er jernmangel og ikke en mangel på at lære en færdighed. Der findes sociale, psykologisk og fysiologiske problemstillinger, som ikke vil kunne løses alene ved jeg kan-metoden.

Samtidig er der store krav til omgivelserne. Barnets indlæring af nye færdigheder, især når der er tale om en vanskelig færdighed, fx et DAMP-barn, der skal lære at sidde stille, kræver stor opbakning fra alle voksne omkring barnet – og også gerne nogle velfungerende børn omkring barnet. Dette adskiller ikke jeg kan-metoden fra andre metoder, men i jeg kan-metoden åbenbares de sociale relationers og tilhørsforholds betydning sig markant: Uden at have et socialt fællesskab omkring sig, har barnet svært ved at lære de færdigheder, det har brug for.

Kan – kan ikke
Jeg kan absolut anbefale Børn kan – til forældre såvel som fagprofessionelle og andre der beskæftiger sig med børn – for den er inspirerende og opbyggelig, og den eneste anke, jeg har på bogen, er, at der går lidt tomgang i de mange eksempler: de bliver for ens, hvor de i stedet med fordel kunne have vist endnu flere eksempler på hvordan man omformulerer et problem som en færdighed. For det er metodens udfordring og dens absolutte styrke.

Ben Furman: Børn kan, 2005, Gyldendals Bogklubber, København

med emneordet

Anna Bridgwater: Søster til låns

Jeg har læst Anna Bridgwaters bog Søster til låns. Den handler om Annas lillesøster, Margaret, som fik leukemi og døde som 35-årig. Mest handler den om Annas liv med Margaret – lige fra Margaret dukkede op som et to måneder gammelt adoptivbarn i en næsten almindelig engelsk familie, bosat i Danmark, til hun dør 35 år senere.

Det er befriende, at det ikke er en bog om Margaret, men om Annas liv med Margaret. For det giver fortællingen en ærlighed, som matcher dens emne. Og Anna er ærlig og usentimental i sin beretning – hun elsker sin søster, hun savner sin søster, og hun bliver splittet mellem sin søster og det adoptivbarn, hun selv får undervejs i Margarets sygdomsforløb, lige så vel som hun tager valg, som gør ondt, og erkender lettelsen, da Margaret dør, selvom sorgen er ved at drive hende ind i en depression.

Det er en anbefalelsesværdig bog, fordi den giver et blik på, hvor svært det er at være så tæt på et andet mennesket, som dør over flere år. Det er en anbefalelsesværdig bog, fordi den er fortalt i et ligefremt sprog, ærligt, usentimentalt og med en oprigtig kærlighed til Margaret. Det er en anbefalelsesværdig bog til alle, som har eller har haft mennesker tæt på sig som er døende eller døde. Men mest af alt er det en anbefalelsesværdig bog, fordi Anna tør stå ved sine følelser og sine handlinger og fortælle om dem – også selvom de ind imellem bryder med normen.

Anna Bridgwater: Søster til låns – en beretning om familiebånd, kræft og kærlighed, 2008, Thaning & Appel, København

med emneordet