Efter læsningen af Whites Kort over narrative landskaber, som er helt eminent, blev jeg nødt til lige at læse hans bog Narrativ praksis. Og det var tiden værd… især fordi den udfoldede nogle teoretiske og kritiske potentialer, og fordi White i bogen er en dybt reflekteret terapeut, som indbyder til stor respekt
Narrativ praksis vs Kort over narrative landskaber
I Narrativ praksis skriver White i vid udstrækning om en række af de samme emner, som han også beskriver i Kort over narrative landskaber. Set fra den vinkel er der ikke meget nyt at hente i bogen – det er reelt set kun Whites tanker omkring sorgarbejdet og de terapeutiske dokumenter, som rummer nyheder i forhold til Kort over narrative landskaber. Så det er kun den meget interesserede, der vil få merværdi ud af at læse om eksternalisering, definerende ceremonier mv. pga. de nye, gode eksempler, White kommer med.
Men alle, der interesserer sig for sorgarbejde, bør som minimum læse Whites tanker om det – for i modsætning til en del terapi og ikke mindst ”dagligdagens psykologi”, der anbefaler, at ”man kommer over et dødsfald hurtigst muligt”, at ”man kommer videre” osv., så anbefaler White, at man ”hilser på”, at man forholder sig til det menneske, man har mistet, at man anerkender den plads, det menneske har haft og har i ens liv: forholdet til den døde er en levende relation, ikke en relation, man skal fjerne sig fra, fordi man derved fjerner sig fra sig selv.
For mig er bogens største værdi – når den bliver læst sammen med Kort over narrative landskaber – at den har en mere omfattende beskrivelse af den teori, White forholder sig til, og det vil især sige Foucault og poststrukturalismen, og en mere udfoldet fremstilling af hvordan White ser hans narrative terapi som en del af kritik af det senmoderne samfund.
Teoretiske perspektiver
Fx giver White en længere redegørelse for det moderne bliks konstituering af subjektet som objekt for dets egen overvågning, det gælder Jeremy Benthams ide om panopticon. Og han diskuterer strukturalismen over for poststrukturalismen.
Her kan jeg dog ikke undlade at indvende, at White fortegner billedet af strukturalismen en smule, fordi han kobler den med traditionel humanisme og lader den være definerede for de sidste 400 års kulturhistorie. Det er altså ikke præcist; strukturalismen er på væsentlige punkter et opgør med humanismen, ikke mindst omkring subjektopfattelsen, der er så vigtig for White.
Så det mest interessante er her, hvordan det faktisk lykkes White at lokalisere sin egen narrative praksis som en poststrukturalistisk praksis i dens adskillelse af ”selv’et” og identiteten og de muligheder, det åbner – for det gør han fint. Og fordi han i den grad eksplicit reflekterer sit eget teoretiske og kulturpolitiske standpunkt, gør det ham særligt interessant at læse.
Kritikken af den moderne kultur
Selvom kritikken af det senmoderne samfund, det objektgørelse eller tingsliggørelse af det moderne menneske, og hele naturaliseringen af menneskets identitet, altså netop dette, at mennesket bliver opfattet som havende et selv, en kerne, en essens, som er naturlig for mennesket og konstituerer dets identitet, selvom disse aspekter også var klart tilstede og klart formuleret i Kort over narrative landskaber, så får denne kritik ekstra meget fylde i Narrativ praksis.
Bl.a. er der et langt interview med White – lavet af Ken Stewart – om psykiatriens patologiserende diskurser og deres reproduktion af vores kulturs subjekt/objekt-dualisme, vores beherskelsesstrategier, ekspertvælde mv., der bl.a. betyder, at psykiatriske patienters oplevelsesunivers ses som afvigelser frem for effekt af vores samfundsstruktur og dermed ikke anerkendes, ligesom oplevelsesuniversets konsekvenser og effekter for patienten ikke anerkendes. Dermed mener White, at behandlingen i udgangspunktet kommer til at spænde ben for sig selv. White går ikke anti-psykiatriens ærinde, han deler visse fodslag med den, men ikke alle, og han underkender ikke, at medicinering kan være nødvendigt mv., men han forholder sig dybt kritisk til psykiatriens diagnosticeringspraksis.
Ligeledes har White en lang diskussion af naturaliseringen af identiteten set i forhold til både kulturen og selve den narrative praksis og hvordan den kan ”udpakke”, som White kalder det, identitetskonklusionerne. Altså frem for at lade identiteten snævre ind til et område: ”Sådan ER du”, som i langt højere grad begrænser menneskets handlemuligheder og de veje, det kan gå, for at ændre sin livsbane, så bliver identitets rigdom pakket ud – den overvældende rigdom af forskelligartede historier, fortællinger, mennesker, oplevelser, erfaringer, læringer som udgør vores identitet og giver os en masse muligheder for at handle, handle anderledes og gå nye veje.
Som White også nævner et par gange, så er mennesket, som vi forstår det i den moderne kultur med det indre jeg, der skal rummer både emotioner og rationaler, en primært vestlig tanke med en meget kortvarig historie bag sig.
En konklusion?
For mig at se udgør Whites narrative teori og praksis et meget spændende bud på en terapeutisk tilgang til mennesket, der grundlæggende bygger på en berigende og anerkendende tilgang og forståelse af det menneske, der er i terapi. Hos White reflekteres hans egen tilgang meget spændende i forhold til kulturhistorien og kulturpolitikken; men hele hans måde at gå til mennesket på rummer også potentialer til ændre sin måde at gå til andre mennesker på.
Derfor er det ikke overraskende, at en række af de tanker, der findes hos White, har fundet vej ind i nyere ledelsesteori – systemisk ledelsesteori, væsentlige dele af anerkendende ledelsesteori, LØFT mv. bygger på samme tankegods som White præsenterer. Hans teori er interessant ud over en rent terapeutisk kontekst – og jeg kan kun anbefale alle at stifte bekendtskab med den.
Michael White: Narrativ praksis, 2007, Gyldendals Bogklubber, København.
jan lundquist 