Homo conexus er en sludrende og selviscenesættende krønike, der beskriver uden at analysere, hylder uden at reflektere og er så ensidig, at den næsten bliver ligegyldig – og det er faktisk rigtig ærgerligt, for den kunne have udgjort en hjørnesten i forståelsen af netværkssamfundets mennesker…
!Se i øvrigt Morten Bays egen skarpe og interessante kommentar til denne anmeldelse under kommentar!
Jagten på det ny!
”På de kommende sider vil du læse påstande om, at mennesket har taget et kvantespring i sin udvikling, der ikke er set siden renæssancen. At vores måde at opfatte os selv og vores verden omkring os er totalt forandret. At der findes en ny type menneske, der snart vil overtage arbejdspladserne, blive de nye kunder i butikkerne og stille helt nye sociale krav til hinanden.
Dette nye menneske er homo conexus. Netværksmennesket.
Udviklingen fra homo sapiens – det tænkende menneske – til homo conexus – det forbundne menneske – er en af de største revolutioner i nyere tid. Homo sapiens var defineret af evnen til at være bevidst om sig selv og tænke. Homo conexus er defineret af evnen til at ”netværke”.”
Således lyder det på første side af Bays bog Homo conexus – netværksmennesket. Kursiveringerne er mine, for præcis disse ord gør, at jeg fra at glæde mig til at læse bogen træder direkte ind i et rødt alertness-felt. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange filosofer, kunstnere, samfundsteoretikere mv. gennem de sidste 150 års modernitet er kommet med samme radikale påstande. Men det er mange. Og det er en del af modernitetens logik – eller tvang, om man vil – som ikke kun præger tænkningen, men gennemsyrer vores kulturelle, samfundsmæssig, økonomiske og politiske orden … det er ”jagten på det ny”. Uanset om det er et stykke nyt tøj, en ny mode, en ny teknologi, en ny tanke. Og i historiens ubarmhjertelige retrospektive lys er ufatteligt lidt ”nyt” – som i ”kvantespring”, ”totalt forandret”, ”de største revolutioner”. Det meste er ”nyt” som i ”nyt i dag, glemt i morgen”.
Så når Bay indleder som han gør, sætter han forventningerne på spidsen. Og Bay ved det godt, han skriver det direkte – bogen er dybt selvbevist – og det sætter ekstra fokus på, om forventningerne bliver indløst.
En ’krønikør’ går i gang
Morten Bay har valgt en hyggelig, let sludrende stil til at fortælle om homo conexus. Han skriver lidt om renæssancemennesket, Johan Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten, lidt om Descartes, lidt mere om industrimennesket – fordi det er industrimennesket, der er ved at blive afløst af netværksmennesket – og leverer en masser af personlige historier… om hans barndomsven Flemming, om hans møde med tekst-tv, hans møde med Paul Baran (”Han fremstod, som jeg havde forestillet mig det – bare uden briller”), hans møde med Leonard Kleinrock (”en hyggelig splejs af en ældre herre, der ikke har mistet sin tykke, New York-jødiske accent”), hans møde med forskeren Ala Trusina (”en af den slags ultaheldige mennesker, der ikke bare har en vindende personlighed og ser godt ud, men også har en intelligenskvotient, de færreste kan følge med på”)… og, nå, ja, et utal af andre mere eller mindre berømte teknologier og personligheder.
Der er ingen tvivl om, at Bay er vidende og velskrivende. Han styrer sit stof med overblik, parallelhistorierne fletter sig ind i hinanden, de små anekdoter blander sig med de revolutionerende resultater – og det kunne være fint. Det matcher blot ikke min forventningshorisont. Jeg læser bogen, fordi jeg er interesseret i netværksmennesket og netværkssamfundet – og jeg er ærligt talt fuldstændigt ligeglad med Morten Bays forhold til tekst-tv og hvem han har mødt og ikke mødt og hvordan han har oplevet dem. Og jo – jeg er (i denne sammenhæng) også ligeglad med, hvordan mobiltelefonen gik fra at være en biltelefon til at blive en mobiltelefon, ligesom jeg synes, at det er overflødigt med de lange beskrivelser af, hvordan internettet fungerer. Og så er jeg allergisk over for paralleliseringen mellem kulturelle forhold og forhold vedrørende naturen, in casu: at netværkssamfundet har en biologisk ækvivalent i menneskets natur. Der er tale om netværk som fungerer på så vidt forskellige præmisser, at en sammenligning bliver kunstig, ligegyldig og misledende.
Det som på sin vis skal legitimere denne krønike fra renæssancen til i dag er, at Bay skriver, at homo conexus-kvantespringet har været længe undervejs – faktisk siden starten af 1900-tallet og det er et sammenfald af ”flere teknologier, forskningsresultater, kulturelle fænomener og hændelser […] populariseringen af mobiltelefonen[…] internettet […] udbredelsen af satellit-tv, prisfaldet på og udviklingen af hjemmecomputere og andre private teknologier, Berlin-murens fald og hele den følgende globalisering”.
Her knækker min film. Bay lægger hårdt ud med, at vi er vidne til en revolution, der ikke er set siden renæssancen. Som argumentation kører han frem med en løs vifte af eksempler på det han selv meget tåget omtaler som ”flere teknologier, forskningsresultater, kulturelle fænomener og hændelser” – alt sammen sovset ind i en personlig, anekdotisk krønike, en sludrende deskriptiv stil uden analyser og uden overbevisning. Og det er ikke godt nok, hvis man selvbevidst kører læserens forventninger i højeste gear.
Identitet: At være en god hub
Bay går ind i et forsvar for netværksgenerationen, fordi den er blevet beskyldt for at være den mest egoistisk, selvcentrerede, narcissistiske generation nogensinde. Det kan jeg godt lide. Og Bay leverer bl.a. følgende argumenter:
• Homo conexus har et kæmpeudbud af informationskilder til rådighed; derfor skal han/hun selv tage stilling til hvad der er sandt eller falsk, og det kan homo conexus, fordi der er både ansvar og kritisk sans tilstede
• Homo conexus har evnen til at absorbere og bearbejde store mængder af information lynhurtigt, herunder også evnen til at kunne multitaske når som helst og hvor som helst
• Homo conexus indgår en naturlig dialog i netværker for – bl.a. – at kunne forholde sig til al informationen
• Homo conexus danner sin viden og sin identitet uden for autoriterne, de gør det i en decentral verden
• Homo conexus lever i en decentral verden og derfor er overlevelsen alene forbundet med at kunne ”linke” til andre
Jeg er helt generelt ikke uenig med Bays beskrivelse, men jeg savner så absolut, at han går i refleksiv dialog med sit eget emne.
I den banale ende: nej, homo conexus – hvis det skal dække alle fra 30 og ned – er ikke ansvarsbevidste og fyldt med kritisk sans. Der er ingen tvivl om, at autoriteten er dalet i betydning, og at det betyder, at unge i højere grad skal internalisere ansvarligheden hos sig selv, men det betyder faktisk ikke, at de nødvendigvis gør det. Og Bay hjælper dem ikke på vej i sin beskrivelse af, hvad unge opfatter som ”At gøre noget for andre”. For i Bays udlægning har det ikke noget at gøre med social bevidsthed, engagement i etiske, miljømæssige mv. forhold. Nej, at være noget for andre handler alene om at ”være en god hub”; altså et centralt område i netværket, hvor der går mange links ind og mange links ud. Man gør altså noget for andre, fordi de kan blive en del af ens netværk – og det er fedt for dem, hvis man er en god hub, og i øvrigt fedt for én selv, fordi man høster anerkendelse ved at være en god hub.
I den mindre banale ende: hvorfor er der ingen udfoldede refleksioner hos Bay om bagsiden ved netværksformen – om alle dem, som faktisk ikke har kompetencerne til at håndtere netværket. Det er ikke Bays ærinde at fortælle om ensomhed, selvmord, selvbeskadigelser, misbrug osv., men det havde klædt bogen at udvise en bevidsthed om alle dem, der falder gennem nettets masker og støder hårdt mod virkeligheden uden netværk.
Endelig tilføjer Bay, at for homo conexus er det vigtigste netværket – solidaritet findes kun som ”pragmatisk” eller ”kynisk” solidaritet, følelsen af forpligtelse og ansvar over for tid, sted og aftaler har kun momentan værdi, fordi aftaler kan annulleres, hvis der dukker andre, nye og spændende muligheder dukker op, homo conexus er antiautoritære (over for forældre, lærer, pædagoger mv.) og de er mere interesseret i at være en del af et netværk end de er interesseret i deres job (med mindre det forøger netværket), og de prioriterer netværket over deres familie og deres kæreste.
Indrømmet, jeg tilhører nok sidste led i industrimenneskegenerationen, men i min optik er to ting slående i Bays forsvar for netværksgenerationen: For det første lyder det helt generelt som en beskrivelse af en ungdomsgeneration – og det gælder også i netværksgenerationens definition af arbejdsværdier: jo, udvikling er godt, det er vigtigt, men når ejerlejligheden, børneinstitutionerne og pensionsordningen skal finansieres, ja, så bliver kompromisets nødvendighed mere påtrængende. Og for det andet så lyder det ikke rigtigt som et forsvar – hvis generationen ikke er interesseret i andet end sin egen placering i netværket, herunder er ligeglad med familie, kæreste, aftaler mv., så er der da en rimelig portion egoisme og narcissisme til stede. Uanset om man så vælger at vurdere det positivt eller negativt.
Decentralisering og convenience
Bay bruger omtrent den sidste halvdel af bogen til at sætte fokus på lidt udviklingstendenser inden for især samfundet, medierne og netværksøkonomien – og inden for alle tre områder er der især to begreber, der er helt centrale: decentralisering og convenience.
”Netværkssamfundet er i stigende grad et decentralt samfund”, skriver Bay, og han kommer med en lang række eksempler lige fra wikipedia (”et decentralt leksikon”) over at der kommer flere arbejdspladser uden for end i byerne til film- og softwarebranchen. Jeg holder mig her til Bays kardinaleksempel: musikindustrien. Her skete en centralisering fra 1970’erne frem til årtusindeskiftet, så der kun var fire altdominerende pladeselskaber tilbage i USA. Men nu er decentraliseringen sat ind og de uafhængige selskaber har ”overtaget store dele af markedet”, hævder Bay og påpeger videre hvordan fx MySpace har åbnet op for, at musikere kan slå igennem helt uden om pladeselskaberne. Desværre går der uorden i Bays tal. Han skriver, at en lang række uafhængige pladeselskaber har slået sig sammen i en fælles organisation (centralisering eller netværk?) og den står for 8 % af markedet. Det får næppe de fire giganter til at ryste i bukserne. Men Bay tilføjer, at de 8 % ikke tæller store uafhængige selskaber som fx LiveNation. Bay leverer bare ikke tal for deres betydning på markedet – og når han så konkluderer, at ”Musikbranchen i den grad er blevet decentraliseret”, virker det mildt sagt udokumenteret og dårligt analyseret.
Et andet aspekt ved decentraliseringen, Bay interesserer sig for, er hubs. De dukker op på mange måder i bogen, men bl.a. skriver Bay et sted: ”Ud af 203 millioner websites blev ca. 90 % linket til at ti eller færre websites. Mens kun tre websites blev linket til af mere end en million.” For Bay er dette et eksempel på hubs. For mig minder hubs om centralisering.
Og det er slående, at Bay forholder sig nærmest ensidigt tavs om alle centraliseringstendenser. Naturligvis bliver Microsoft, Google og Adobe, Wal-Mart, Exxon og Toyota udfordret af Bays decentraliseringstendenser, men de arbejder altså ikke for en decentralisering – Microsoft og Google breder sig over flere og flere områder i stærk indbyrdes konkurrence, mest med hinanden, ligesom Adobe køber op i betragtelig grad, senest fx Omniture. Og Wal-Mart, Exxon og Toyota er på top 10 over verdens største virksomheder. Så kan Bay godt foretrække den lokale grønthandler, men Wal-Mart bliver ikke lukningstruet af den grund.
Men Bay vil ligesom kun se den en side. Det gælder også, når han fremfører en ellers fin pointe, nemlig om hvordan ikke blot arbejdet invaderer fritiden, men også hvordan fritiden invaderer arbejdet. I Bays fremstilling bliver det bare positivt, og han forholder sig ikke til, at evnen til at multitaske og netværke måske når en grænse, hvor den ikke kan følge med, hvor ens arbejdseffektivitet faktisk nedsættes, og at det er derfor, at virksomheder ser sig nødsaget til at indfører politikker omkring brugen af sociale medier. For ikke at nævne den tendens, der ser ud til at brede sig i USA, hvor firmaerne direkte lukker adgangen til sociale netværk fra virksomhedens netværk og nedlægger forbud mod brugen af mobiltelefonen på arbejdet.
Desværre går det ikke meget bedre i Bays beskrivelse af det andet centrale begreb: convenience. Igen – Bay har fat i noget rigtigt, og han beskriver meget præcist, hvordan convenience, ærlighed og social currency er helt centrale faktorer i den nuværende ’netværksøkonomi’: det skal være let og nemt, troværdigt og autentisk, og det skal give værdi at dele, hvor ’værdi’ forstås som anerkendelse i at blive set og hørt. Det er centrale pointer, som Bay dækker fint.
Men så går det pludseligt galt, fordi Bay har besluttet sig for, at penge ikke spiller nogen rolle for homo conexus. Homo conexus vil kun have convenience. Fx har folk de sidste fem år købt fladskærms-tv alene, fordi det er mere convenient, da det fylder meget mindre (hvis 40 % af befolkningen har købt et fladskærms-tv, som Bay skriver, må det også tælle et par industrimennesker). Folk er vilde med gratistjenester, ikke fordi de er gratis, men fordi de er convenient. Folk piratdownloader stadig musik, selvom de får det gratis med et TDC abonnement – hvorfor? Fordi det er convenient. Penge spiller ingen rolle. Netværksgenerationen er også ligeglad med arbejdslønnen. Penge spiller ingen rolle. Det skal bare være convenient og give social currency i netværket.
Suk.
Det skjulte gode
Efter endt læsning sidder jeg med en meget ambivalent oplevelse af Morten Bays Homo conexus.
For jeg mener reelt set, at han har ret i en lang række pointer: der er sket et skred i vores forhold til arbejdet, vores forhold til autoriteter, vores forhold til hinanden; der er sket nogle ændringer i vores måde at kommunikere, holde kontakte, shoppe mv.; og, jo, der er i dag en række områder, hvor der kan spores en decentralisering, især inden for den digitale udvikling. Og Bay får også fremskrevet disse tendenser med mange fine eksempler og pointer.
Men det er alt sammen pakket ind i en sludrende, til tider nærmest jovial stil, dækket til med et hav af ligegyldigheder, personlige kommentarer osv. Samtidig er det som om, at Bay har besluttet sig for at skrive en entydigt positiv bog om netværksgenerationen, men det bliver ensidigt i en udstrækning, hvor det bliver utroværdigt – og det bliver uendeligt kedeligt at læse. Det kommer til at ligne et glansbillede af netværksgenerationen, og jeg mister helt muligheden for at kunne genkende virkelige mennesker bag beskrivelserne.
Bay er bedst, når han kommer lidt ud af busken, som i hans diskussion af Chris Andersons Free-begreb – og når han afslutter bogen i an afbalanceret tone og taler om, hvordan det er vigtigt at holde øje med ”de langsomme forandringer”. Det havde været et bedre udgangspunkt for bogen selv, hvis den havde holdt et afbalanceret syn med plads til analyse og refleksion omkring sit emne – i stedet for at råbe højt om kvantespring, totale forandringer, de største revolutioner.
Morten Bay: Homo conexus – netværksmennesket, 2009, Gyldendal Business, København
jan lundquist 
Kære Jan,
Tak fordi du valgte at læse og anmelde min bog. Det, jeg virkelig godt kan lide ved din anmeldelse, er at den som en af de eneste forholder sig rigtig kritisk til emnerne, og går i diskussion med nogle af mine postulater. Det har jeg faktisk savnet, for rygklapperi og gode anmeldelser kan man ikke bruge til meget andet end ego-boost. En seriøs anmeldelse som din opfordrer til diskussion, og det er jo det, det hele handler om – modsat f.eks. Weekendavisens anmeldelse, hvor anmelderen, ud over at han midt i det hele begynder at kalde mig for Karsten i stedet for Morten, sammenligner min bog med en PhD-afhandling og mener, at der er mere substans i den sidste. Det tror da fanden.
Når du skriver at min bog er hyggelig og anekdotisk, så har du helt ret. Det er ikke en bog, der er skrevet som et videnskabeligt værk, men et videnskabsjournalistisk værk, der på en meget bred måde skal formidle nogle nye tendenser, der går på tværs af videnskabelige discipliner. Det er svært stof til tider, og min erfaring – også fra at læse mine egne helte på området som f.eks. Malcolm Gladwell – er at det er lettere at forklare, når det garneres med personlige eksempler og anekdoter.
Derfor undrer/ærger det mig også en smule, at du vælger at læse disse som fanden læser biblen. Eksemplerne, hvor jeg inddrager min egne erfaringer, har jo et større formål – nemlig at forklare kohorte-teori. Jeg kunne godt have opfundet en person til lejligheden, eller have taget udgangspunkt i et interview med en anden fra min kohorte, men nu valgte jeg altså at gøre det personligt for at drage læseren ind rent sprogligt.
Uanset, hvad du synes om mit forhold til tekst-tv, så er det altså kun et eksempel, for som det er dokumenteret i bogen, så bruger 2,5 mio. mennesker i Danmark stadig tekst-tv ugentligt, til trods for at det er en over 30 år gammel teknologi, der stort set ikke er blevet udviklet siden. Men allervigtigst, så er fremkomsten af tekst-tv en definerende begivenhed for de ældste mennesker i Homo Conexus-gruppen, hvilket er hele pointen med at jeg skriver om det, altså at der var en udbredt online-mentalitet i spil før Internet fik sin folkelige udbredelse i midthalvfemserne. Det synes du helt at ignorere i din anmeldelse, men affejer det med at du er ligeglad med mit forhold til dette temmeligt betydningsfulde, omend primitive medie.
Jeg er bestemt heller ikke enig med dig i, at bogen er et udtryk for en vanlig modernitetstanke. Min pointe er jo netop, at netværkmentaliteten IKKE blot er jagten på det ny, men er noget, der har været undervejs siden industrialiseringen, og måske endda er en grundlæggende forudsætning for mennesket som sådan, som vi blot har fået øje på nu, fordi vi først nu har fået værktøjerne til at udvide vores bevidsthed i den retning.
Derfor undrer det mig også, at du er “allergisk over for paralleliseringen mellem kulturelle forhold og forhold vedrørende naturen, in casu: at netværkssamfundet har en biologisk ækvivalent i menneskets natur. Der er tale om netværk som fungerer på så vidt forskellige præmisser, at en sammenligning bliver kunstig, ligegyldig og misledende.”
Dette er jo ikke min parallelisering. Her er jeg jo bare den observerende videnskabsjournalist. Der er jo tale om den største trend i modelleringen af virkeligheden i naturvidenskaben siden superstrengene, og et indsatsområde for naturvidenskabelig forskning på fremherskende universiteter som Harvard, UCSF, University of Washington og vores eget Københavns Universitet. Det beretter jeg om og dokumenterer i bogen ved blandt andet at interviewe nogle af de centrale personer på forkant i den nye forskning, herunder Ala Trusina, som du jo så er ligeglad med at jeg har mødt…men det handler jo netop ikke om, at jeg har mødt dem, men om hvad de fortæller. Jeg synes, det er bedre at interviewe kilderne selv i stedet for bare at citere en eller anden artkel i Science eller New Scientist. Hvis du hellere vil læse noget på det niveau, så er du jo ikke målgruppen for min bog. Så har du ikke brug for den type bøger, men kan selv finde primærstoffet.
At du afviser min interviews (møder, kalder du dem) med centrale personer i denne udvikling som ligegyldige, vælger jeg derfor at opfatte som værende fuldstændig lige så ensidigt, som du anklager mig for at være. Du mener, jeg fokuserer på de positive sider af udviklingen – og det er muligvis rigtigt, for der er huleme mange, der bruger energi på at fokusere på det modsatte – men du vælger så at fokusere på formen i stedet for indholdet, hvilket jeg ikke forstår, når du anklager bogen for at være “sovset ind i en personlig, anekdotisk krønike, en sludrende deskriptiv stil uden analyser og uden overbevisning.”
Det er udmærket, at du mener at: “I den banale ende: nej, homo conexus – hvis det skal dække alle fra 30 og ned – er ikke ansvarsbevidste og fyldt med kritisk sans. Der er ingen tvivl om, at autoriteten er dalet i betydning, og at det betyder, at unge i højere grad skal internalisere ansvarligheden hos sig selv, men det betyder faktisk ikke, at de nødvendigvis gør det.”
Men her er det faktisk dig, der postulerer uden at dokumentere. Jeg påstår ikke – heller ikke i bogen – at alle under 30 er ansvarbevidste og fyldt med kritisk sans. Det er jo noget sludder, man kan jo ikke forvente udpræget ansvarlighed fra teenagere eller børn, og kun i nogen grad fra folk over 20. Men du ignorerer fuldstændig bogens indledende præmis (det var det, tekst-tv-eksemplet og kohorteteori-kapitlet jo gerne skulle have etableret), at vi altså taler om visse grupperinger af folk, der er født fra 1970 og frem og ikke “alle fra 30 og ned”.
De tendenser, jeg peger på i bogen, gælder altså også for nogle store samfundssegmenter tæt på de 40. Og som jeg også fortæller i bogen, så viser undersøgelserne, at jo yngre man er, jo mere netværksmenneske er man. Jeg beskriver i bogen de undersøgelser, der peger på, at der er en større kritisk sans i forståelsen “kræsenhed” hos netværksmennesket, fordi der er så meget information, der hele tiden skal sorteres i. Det betyder dog på ingen måde, at kildekritikken er kommet tilstrækkeligt i højsædet hos den enkelte i netværkssamfundet – hvilket jeg også skriver i bogen. Det er to forskellige ting, som du vælger at slå sammen i din læsning.
Du har heller ikke læst godt nok i bogen, hvis du kan forveksle hubs med centraler. Der er jo hele afsnit, der har til formål at skille de to begreber ad. Når et netværk, som f.eks. den skalafrie netværksstruktur, som Barabasi har opdaget, har flere hubs i sig, er der nok knudepunkter – men centralisering forudsætter jo, at der er ET centralt knudepunkt, der er vigtigere end andre. Og det er forskellen.
Så skriver du: “Det er ikke Bays ærinde at fortælle om ensomhed, selvmord, selvbeskadigelser, misbrug osv., men det havde klædt bogen at udvise en bevidsthed om alle dem, der falder gennem nettets masker og støder hårdt mod virkeligheden uden netværk.”
Nej, det har du ret i, for det jeg beskriver, er en ny måde at tænke sig selv strukturelt ind i verden på – og som jeg OGSÅ skriver i bogen, så er strukturen værdineutral. Der er masser af eksempler på, hvordan netværksmentaliteten f.eks. bruges af piger til at bestyrke deres spiseforstyrrelser på bulimi- og anorexi-fora på nettet, eller i deres interne sms-kommunikation. For faktum er – hvilket jeg dokumenterede i min tidligere bog, ‘Generation Netværk’ og også peger på undersøgelser, der viser i ‘Homo Conexus’, at de unge er netværksmennesker på tværs af sociale skel og kompetencer. Der kan være forskel på netværkenes størrelse og dermed deres handlemuligheder. Men strukturerne er de samme. Hvis du kan dokumentere, at der er nogen i den generation, der “falder igennem nettets masker og støder hårdt mod virkeligheden uden netværk”, så vil jeg gerne se materialet. Det er desværre en typisk kommentar, jeg har mødt ofte ved foredrag fra folk, der har svært ved at se disse strukturer. Det er ofte også en kommentar der kommer fra folk uden særlig meget berøring med unge.
Og så lige noget faktuelt. Du skriver, at bogen postulerer at: “de er mere interesseret i at være en del af et netværk end de er interesseret i deres job (med mindre det forøger netværket), og de prioriterer netværket over deres familie og deres kæreste.”
Det står der faktisk ikke. Der står at netværket MÅSKE ENDDA prioriteres højere. Det er kun tilfældet hos nogle.
Så vil jeg gerne gå i rette med dette afsnit i din anmeldelse: “For det første lyder det helt generelt som en beskrivelse af en ungdomsgeneration – og det gælder også i netværksgenerationens definition af arbejdsværdier: jo, udvikling er godt, det er vigtigt, men når ejerlejligheden, børneinstitutionerne og pensionsordningen skal finansieres, ja, så bliver kompromisets nødvendighed mere påtrængende. Og for det andet så lyder det ikke rigtigt som et forsvar – hvis generationen ikke er interesseret i andet end sin egen placering i netværket, herunder er ligeglad med familie, kæreste, aftaler mv., så er der da en rimelig portion egoisme og narcissisme til stede.”
For det første – hvis du nu havde læst bogens præmis ordentligt, at det her altså handler om folk et godt stykke oppe i trediverne, så lyder det vel næppe som en beskrivelse af en ungdomsgeneration? Og igen er det jo ikke min påstand, men f.eks. Marc Prenskys, der står bag begrebet “De digitale indfødte”. Din påstand er jo tilsyneladende, at arbejdsværdierne som de er beskrevet i for eksempel Karine Narzilai-Bahons undersøgelse fra 2008, som jeg beskriver i bogen, der er foretaget i USA, ikke er gældende når virkelighedens praktisk melder sig.
Men den gruppe folk, hun har undersøgt, er ikke bare unge, uansvarlige mennesker, men folk i den samme gruppe som Marc Prenskys, altså født efter 1978. Du vil vel ikke påstå, at der i et land, hvor man selv er ansvarlig for økonomiske beslutninger med langt større konsekvenser end i beskyttede, lille Danmark, skulle være MINDRE behov for ansvarlighed og kompromis? Alligevel affejer du disse anerkendte universitetsundersøgelser, som om det bare var noget, jeg havde stillet mig op på en kasse og havde sagt. I mine ører lyder det altså mere som misforstået gammelklogskab at sige “jaja, de bliver jo nok klogere.” Hvis det er tilfældet, hvornår er det så? Om ti år når Homo Conexus fylder 50?
Det bogen påstår (og lader andres forskningsresultater dokumentere), er at selv disse “kompromiser” som du kalder dem, nu anskues fra et netværkssynspunkt. Der er f.eks. en større mobilitet hos Homo Conexus rent arbejdsmæssigt, hvilket betyder, at flere nu flytter ud af de store byer (hov – decentralisering!) for at kunne opnå de arbejdsværdier, som du så ikke mener er til stede…uden at argumentere særligt godt for denne påstand 🙂
Til sidst vil jeg lige adressere din kritik af mine pointer om decentralisering og convenience. Du bruger nogle store, corporate virksomheder som eksempel på, at der tilsyneladende sker en konsolidering for tiden snarere end en decentralisering, og at siger at Wal-Mart ikke behøver ryste i bukserne af frygt for de små handlende og nyopståede kæder. Nej, det har du ret i, for Wal-Mart er en dygtigt ledet virksomhed, der forstår at tilpasse sig et decentraliseret samfund I 2004 decentraliserede de f.eks. beslutningskompetencerne ud til de enkelte afdelinger: http://hbswk.hbs.edu/archive/4020.html
Og hvis du virkelig vil påstå, at Wal-Mart slet ikke er blevet påvirket af fremkomsten af decentrale opkomplinge som Whole Foods og Trader Joe’s, der sælger lokale varer af økologiske hensyn, så må jeg forholde mig hovedrystende hertil. Recessionen har ramt de små hårdest – naturligvis – men når den er overstået, vil du se dem æde sig endnu mere ind på Wal-Marts markedsandele: http://www.businessweek.com/investor/content/may2009/pi20090514_830200.htm
Og du ved heller ikke ret meget om markedsøkonomi, når du affejer 8% markedsandel af et marked som værende ubetydeligt, som du gør i eksemplet om Musikbranchen. For det første er de 8% jo bare EN alliance af uafhængige spillere på musikmarkedet. Der er andre, uafhængige selskaber, der SNILDT får de store til at ryste i bukserne – f.eks. LiveNation, som du nævner, men ikke drager ind i din kritiske analyse af min påstand. Hvis man sidder på 15% af et marked, som Warner Music f.eks. gør, og der pludselig kommer EN spiller ind, der snupper 8% af markedet – tror du så ikke, der bliver rystet i bukserne. Eller hvis man er EMI, der sidder på 9,5% ? http://en.wikipedia.org/wiki/Music_industry.
8% af et marked er skam meget, når markedet deles i fem.
Med hensyn til Google og Microsoft, så har de da om nogen anerkendt decentraliserings-truslen mod deres monopol-status’er: De opkøber jo firmaer, lige så snart, de kan true deres aktiviteter. Problemet er – og det er netop den tendens, jeg beskriver i bogen – at denne mekanisme kun kan fortsætte til et vis punkt. På et tidspunkt bliver centralerne for store til et decentralt marked, hvorved aftagerne begynder at foretrække mindre spillere: Linux og Mac fremfor Windows, iPhone frem for Nokia, Google fremfor Yahoo – og derefter Yahoo frem for Google, når Google bliver for stor etc. etc. Den nyere historieskrivning er fyldt med disse eksempler.
“Men Bay vil ligesom kun se den en side.”, skriver du. Det synes jeg nu ikke – men jeg vil gerne opfordre dig til at finde de videnskabelige undersøgelser, som jeg ville kunne bruge som modargument mod de andre undersøgelser, jeg fremlægger. For jeg HAR ledt, og har ikke kunnet finde dem – det er jo derfor, man kan tale om en trend i videnskaben frem for en diskurs.
“For ikke at nævne den tendens, der ser ud til at brede sig i USA, hvor firmaerne direkte lukker adgangen til sociale netværk fra virksomhedens netværk og nedlægger forbud mod brugen af mobiltelefonen på arbejdet.”
Æh… vil du lige dokumentere det? Trenden her i USA, hvor jeg rent faktisk bor, er faktisk den modsatte, med mindre du vil bruge nogle ekstremt konservative virksomheder, som det går enormt dårligt for, som et godt eksempel på dette. Et eksempel på en decentralisering, som jeg vist ikke engang fik med i bogen, er at tæt på 30% af den amerikanske arbejdsstyrke nu er freelance – og nej, det er ikke en rekordhøj arbejdsløshed, der er skylden, tendensen startede før recessionen, og arbejdsløsheden er “kun” på lige under 10%.
http://money.cnn.com/2009/06/11/magazines/moneymag/entreprenuerial_workplace.moneymag/
http://www.newsweek.com/id/181935
Disse freelancere organiserer sig netop via sociale netværk.
“Men så går det pludseligt galt, fordi Bay har besluttet sig for, at penge ikke spiller nogen rolle for homo conexus.”
Æh, nej – det er igen ikke min beslutning, men en formidling af andres research. Og det undrer mig kolossalt, at du både kan rose min kritik af Chris Andersons ‘Free’-tankegang, som netop går på, at det er convenience, der er den bærende faktor og ikke prisen, og SAMTIDIG påstå, at jeg er helt galt på den her.
Jeg vil ikke her gå ind i en længere smøre om Convenience, for det kommer min næste bog til at handle om, og så må du jo se, om en udvidet version af argumentationen for convenience fremfor pris og kvalitet kan overbevise dig. Jeg synes måske bare, du burde forholde dig til det faktum, at vand på flaske, til trods for at det er en af de største miljøkatastrofer i nyere tid, at prisen er omkring 150 gange højere og kvaliteten er langt dårligere, stadig er mere populært end postevand.
Du slutter med: “Det havde været et bedre udgangspunkt for bogen selv, hvis den havde holdt et afbalanceret syn med plads til analyse og refleksion omkring sit emne – i stedet for at råbe højt om kvantespring, totale forandringer, de største revolutioner.”
Tja, det er jo altid en afvejning. Homo Conexus er ikke et videnskabeligt værk. Det er et populærvidenskabsjournalistisk værk, der formidler information om en ny, tværdisciplinær trend i videnskaben, både den humanistiske og den naturvidenskabelige. Hvor meget vægt skal man lægge på tunge analyser, når man forsøger at skrive en bred bog, der skal kunne læses af såvel den samfundsinteresserede som forretningsmanden som pædagogen? Ham, der i øjeblikket er ved at oversætte den til engelsk, mener den er for teknisk visse steder. Ole Thyssen i Weekendavisen mente at den var for lidt substantiel – ligesom du.
Det vidner vel om, at når bogen ikke kan tilfredsstille de allermest intellektuelle, men får hovedsageligt gode anmeldelser, at så har den ramt et niveau, hvor de fleste kan være med.
Tak for din interesse alligevel.
Vh
Morten
Det er en spændende debat. Nu er jeg ikke belastet af at have læst bogen, men vil blot supplere i forhold til at Homo Connexus skulle være noget nyt. Den britiske primatolog Robin Dunbar har i sin forskning vist at der er en sammenhæng mellem social gruppe og størrelsen på primaters neocortex. For mennesker er maksimum 148 personer, som man har et tæt kendskab til.
Det eneste internettet og sociale medier gør er at eliminere den fysiske distance, hvilket muligvis kan gøre visse former for social interaktion lettere (ligesom telefonen og telegrafen gjorde det i sin tid). Det ændrer dog intet ved mennesket og de medfødte kognitive begrænsinger det har. Facebook har nemlig lige præcis ikke ændret noget ved dette (http://news.cnet.com/8301-13506_3-10440330-17.html)
Nye måder at mediere social udveksling rykker ikke ved de fundamentale menneskelige egenskaber, så i udgangspunktet må jeg nok stille mig skeptisk og sige at der intet nyt er under solen, men måske rummer bogen revolutionerende nye indsigter.
[…] Jan Lundquists kommentar. Emneord:Homo Conexus, Morten Bay Gemt i:IT-vejleder, digital immigrants, digital natives, […]