Michael White: Kort over narrative landskaber

“Vores identitet er ikke andet end skrøbelige narrativer der kan eroderes, men også omformes og styrkes”. Således skriver Allan Holmgreen i sin fine indledning til Michael Whites Kort over narrative landskaber, og i sin essens er bogen et teoretisk, praktisk og reflekterende bud på, hvordan narrativer kan omformes og styrkes for at give mennesker et bedre liv

Grundlæggende for den narrative terapi – dens teori og praksis – er en forståelse af menneskets identitet som bestående af fortællinger: Vores identitet er sammensat af de historier, vi fortæller om os selv, vores liv, vores forhold til andre mennesker og vores forhold til os selv. Det centrale er, at disse historier altid gennemtrukket af bestemte temaer – af tabet, af fiaskoen, af inkompetence, af håbløshed, af mangel på mening, af magtesløshed eller omvendt af nærvær og kærlighed, af succesen, af kompetence, af håb og mening. Disse temaer angiver hvordan vi har det med os selv og andre – og forandringen af hvordan vi har det, handler om hvordan vi omgås med vores historier.

Narrativ terapi
I terapeutisk sammenhæng har opfattelsen af menneskets identitet omfattende implikationer for, hvordan terapien foregår. Og narrativ terapi vender sig direkte mod den opfattelse af menneskets identitet, som har været – og stadig er – dominerende ikke blot i mere traditionel terapi, men i den vestlige kultur. En opfattelse, hvor mennesket bliver delt i en væren og en kunnen, en indre kerne og en overflade, et indre og et ydre.

Den narrative terapi ser i stedet mennesket som en “livsforening”, som White et sted formulerer det. Altså en forening af historier om vores liv, en forening af de skikkelser og personer fra ens fortid, nutid og fremtid, hvis stemmer har betydning for menneskets identitet. White taler om, at mennesket har en “flerstemmig identitet” – en identitet af flere stemmer eller flere historier, hvor menneskets intentionelle forståelse, forståelse af værdier i livet, erkendelse, læring og viden i relation til andre mennesker konstituerer identiteten.

For den terapeutiske praksis implicerer det, at frem for – som traditionel terapi gør – at søge ind efter det indre, kernen, at finde mennesket i mennesket, for at arbejde med mennesket der, søger den narrative terapi at bearbejde de historier mennesket fortæller om sig selv.

Narrative metoder
White præsenterer i sin bog en række af de metoder, han har udviklet gennem et langt liv som terapeut – i en dialog mellem mennesker, han har givet terapi, og teoretiske inspirationskilder. Det er disse metoder, White kalder kort, og der er i alt 6 kort: Eksternalisering, genforfatterende samtaler, genmedlemsgørende samtaler, definerende ceremonier, samtaler der fokuserer på unikke hændelser og stiladserende samtaler.

Alle kort har til formål, at det menneske, der er i terapi, som allerførste skridt lærer, at det problem, det har – vrede, sorg, meningsløshed – ikke er en del af dets indre, ikke er en del af dets essens som menneske. For når vi kan adskille vores problem fra os selv, kan vi forholde os intentionelt, handlingsrettet til problemet – som fx med eksternalisering, hvor vrede gives et navn og diskuteres som et “fænomen”, som betyder, at forholdet til mennesker bliver ødelagt, at man bliver trist inde i osv.

For når problemer ikke er en del af mennesket, kan vi forholde os til det – og pludselig kan vi måske begynde at se problemet på en anden måde, måske kan vi pludselig begynde at få øje på handlinger og hændelser, hvor vi ikke handlede, som vi plejer, fx ikke lod vrede bestemme og løbe af med os … pludselig kan vi begynde at omforme vores historier og styrke historier, hvor vi overvinder problemet. Vi kan begynde at skabe nye temaer i vores liv.

Narrative landskaber
Der kan helt sikkert være nogle som betvivler, at mennesket i den grad er i stand til at ændre deres liv og livssyn bare ved at fortælle en anden historie om sig selv. Og White siger heller ikke, at sagen er klaret på fem minutter – flere mennesker skal gennem længerevarende terapiforløb og ikke alle lidelser kan helbredes.

Omvendt er det værd at sætte sig ned og tænke over i hvor høj grad ens egen fortælling er med til at skabe billedet af en – både for andres og ens eget blik: Hvordan kan et mennesket, der siger “Jeg er jo bare en lille grå mus” kunne blive andet for andres og eget blik – med mindre mennesket ændrer fortællingen om sig selv.

Og det glade budskab er: du kan ændrer din fortælling om dig selv – det kan du ikke, hvis du tror, at du essentielt set er på en bestemt måde.

Kulturpolitik og positive visioner
I Kort over narrativer landskaber ligger der et kulturpolitisk budskab – en kritisk af den kultur, den praksis, der støtter op omkring den “enstemmige” identitetsopfattelse, altså den identitetsopfattelse, som bygger på at mennesket skal have et autentisk, autonomt selv, en indre kerne, hvilket oftest bygger på normer omkring selvbeherskelse, selvgyldighed, selvrealisering og selvmotivation. For White er denne opfattelse med til at skabe alle de problemer, der sender folk til terapeuter. Blot for at få holdningen bekræftet hos terapeuterne.

Personligt har jeg svært ved ikke bare at anbefale denne bog, enstemmigt og entydigt. Jeg ser dens kulturpolitiske ærinde, jeg ser dens forståelses af menneskets identitet, jeg ser dens metoder til at arbejde, bearbejde, omforme og styrke nye fortællinger hos mennesker – jeg ser alle visionerne i denne bog som et fantastisk åbnning af menneskets muligheder, dets potentialer, dets befrielse.

Samtidig er bogen skrevet let (i hvert fald så let som emnets tyngde tillader) og den har en fin vekselvirkning mellem teori, refleksioner og praksiseksempler. Jeg bliver naturligvis irriteret over, at den med nøglebegreber ikke har valgt en konsistent fremstilling – fx “livsforeninger” og “flerstemmig identitet”, der begge gælder sammen forhold – men vil du vide noget om narrativ terapi – i teori og praksis – er bogen fremragende — og jo, jeg er helt på parallelkurs med grundopfattelse af mennesket i den narrative terapi.

Læs Kort over narrative landskaber og bliv klogere.

Michael White: Kort over narrative landskaber, 2008, Hans Reitzels Forlag, København

Reklamer
med emneordet ,

One thought on “Michael White: Kort over narrative landskaber

  1. […] Lundquist, Michael White: Narrativ praksis anmeldt af Jan Lundquist Efter læsningen af Whites Kort over narrative landskaber, som er helt eminent, blev jeg nødt til lige at læse hans bog Narrativ praksis. Og det var tiden […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: